Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 30. august 2013

Randbemærkninger nr. 280

ER DET IRONI?
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer meddelelsen om, at det lokale SF og Enhedslisten indgår teknisk valgforbund i Roskilde, dette med overskriften:
”Nul røde stemmer til spilde”

– Tja, forhåbentlig er overskriften ironisk ment fra lokaleredaktør Torben Kristensens side, for SF i Roskilde er for længst ophørt med at være rød og er blevet småborgerlig.
I de sidste fire år har partiet troligt bakket op om og støttet de lokale socialkammerater i samtlige nedskæringer indenfor børne- og ældreområdet, samt klappet i de små fede hænder i takt med at 200 kommunalt ansatte blev opsagt – alt sammen til ære for socialkammeraternes personlige prestigebyggerier m.v.
Det er da vist heller ikke ligefrem rød politik at lade uddannelsesinstitutionerne forfalde til fordel for blandt andet fede såkaldte studieture til eksempelvis den Franske Riviera og Paris for diverse byrødder!
Til gengæld for den asociale opbakning har forstanderinden for Idræts- og Kulturudvalget, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen fået lov at spille fandango efter forgodtbefindende – således er madam Pedersen nu atter i fuld gang med at dekretere, hvad byens fremtidige svømmehal skal indeholde.

KAPITALIST-LÆKKER
Roskilde Dagblad bringer en større artikel omkring den fremtidige bebyggelse på grunden, hvor Frøbelhøjskolen ligger. I den anledning har avisen indhentet kommentarer fra blandt andet Roskildes førende pamper, socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen.
Bemeldte gøjser oplyser, at kommunen med hensyn til lokalplanen for området er nødt til at spille sammen med en kommende bygherres interesser!

– Eller sagt med andre ord, en eventuel boligspekulant kan stort set få det, som han vil – lyder det ikke ligesom bekendt?
Mon ikke Torben ”To i en” Jørgensen efterhånden er så kapitalist-lækker, at han, efter lidt almen kulturel afpudsning, kan blive spidskandidat i det lokale konservative minoritetsparti eller måske ligefrem hos partiet Latterlige Argumenter (LA)? Der er i hvert fald intet som helst hverken socialt eller demokratisk tilbage i gøjseren!

GODT SET!
I forbindelse med bebyggelsen ved Frøbelhøjskolen har Roskilde Dagblad også indhentet en kommentar fra Enhedslisten. Her udtaler Jonas Paludan:
”Vi skal passe på med bare at lægge os ned for pengeinteresser”

– Beklageligvis er der visse professioner, hvor risikoen for en arbejdsrelateret lidelse som ”liggesår” er overhængende – ene af dem er som politiker!

FIREHÆNDIGT ELLER BEHÆNDIGT?
I Roskilde Dagblad har metamorfosernes mester, den lokale musikanmelder Claus Røllum-Larsen en anmeldelse, der om overhovedet muligt er udover det usædvanlige:
”De intime episoder forløstes med smuk klang”

– Tja, et flygel kan selvfølgelig bruges til meget - spørgsmålet er bare, hvad det egentlig er, Claus Røllum-Larsen tror, at han anmelder?