Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 9. august 2013

Roskilde Bank farcen fortsætter

Med jævne mellemrum popper den herostratisk berømte forhenværende administrerende direktør Niels Valentin Hansen fra den fallerede Roskilde Bank op i medierne, hver gang i et nyt ynkeligt forsøg på at hvidvaske sig selv for al skyld i bankens fallit.
Jo flere af den slags forsøg desto mere utroværdig fremstår Valentin Hansen – faktisk er det som om, manden med djævlens vold og magt vil fremstå som en stakkels lille forfulgt uvidende uskyldighed – noget som blandt andet bankens aktionærer af gode grunde har mere end svært ved at føle sympati for!

Denne gang går melodunten i Roskilde Dagblad så på, at Valentin Hansen som bankens administrerende direktør holdt kæft på alle bestyrelsesmøderne, når der skulle lånes i hundredvis af millioner ud til bygge- og boligspekulanters tvivlsomme fiduser – helt og aldeles uden sikkerhed for lånene!

Det var i stedet angiveligt en underdirektør, der sammen med bestyrelsen besluttede alle de vanvittige udlån – formodentlig drevet af udsigterne til kæmpestore fortjenester til banken, selvom det var logik for burhøns, at risikoen ved sådanne udlån var skyhøj!
Begærlighed har desværre altid været en pestilens i den menneskelige begrebsverden! Meget betegnende sagde man for eksempel om datidens Herremænd, at de ikke kunne få jord nok, før de fik det i munden.

Valentin Hansens forsøg på at smøre hele miseren af på underdirektør og bestyrelse beviser blot, at Valentin Hansen er villig til at fremstå som aldeles talentløs i forhold til de mest risikofyldte bankforretninger - nemlig udlån! Samtidig har han nu også taget afstand fra, at han var bankens enevældige leder – selvom hans tidligere ageren beviser det stik modsatte!

Nu er det så opportunt at tørre skylden af på alle de andre, lige fra underdirektør til bestyrelse. Der er næppe længere tvivl om, at Valentin Hansen efter sin egen opfattelse er ganske og aldeles uskyldshvid! En historie som ingen hopper på - det vil svare til at erkende tilstedeværelsen af tandfeen og julemanden!

Hvis Valentin Hansen og bestyrelsen virkelig var af den formening, at de var helt uden skyld i fallitten og derfor ikke kunne ifalde et erstatningskrav for deres ageren eller mangel på samme, hvorfor havde de alle så enormt travlt med at overføre familiens ejendomme, værdier, lystbåde og formuer til deres respektive hustruer umiddelbart efter bankens krak?