Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 11. august 2013

Sørens far har penge

Sådan lyder starten på en ældre børnesang, der næppe synges mere – til gengæld har Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) op til valget alle mulige varianter af, at kommunekassen i Roskilde bugner - underforstået at dette hver gang skyldes socialkammerat borgmester Joy Mogensens indsats!
Nu er lokalredaktør Torben Kristensen på bemeldte organ (Roskilde Avis) som bekendt socialkammeraternes journalistiske sprællemand – så sidste nye valgreklame for borgmesteren hedder: ”Joy har penge i kassen”.

Fra ”pålidelig” kilde, det vil sige socialkammeraterne, kan lokalredaktøren derfor nu oplyse, at der er tilgået kommunekassen yderligere 30 millioner. Dette skyldes imidlertid ikke Joy Mogensens dygtighed, men alene fordi servicen overfor borgerne ikke er forbedret, og arbejdsforholdene for de ansatte er uændrede!

Endvidere oplyser borgmesteren, at der vil tilgå Roskilde et tilskud på 42 millioner på baggrund af en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening – så nu har Joy Mogensen store planer om at få tømt kassen i en fart!

Det er snart kommunalvalg, så pengene skal selvfølgelig bruges til at ”købe” stemmer for – således kan der pludseligt blive råd til It-udstyr til skolerne, istandsættelse af dem og efteruddannelse af lærerne og skolelederne – så skal der bruges 40 millioner til at kulturgøre Stændertorvet. Der skal leveres en kunststofbane til idrætten, og endelig skal den nye svømmehal søsættes!

Det er alt sammen ganske udmærket, bortset fra, at Stændertorvet kulturgørelse til 40 millioner skattekroner er det mest tåbelige, som tænkes kan – det handler nemlig kun om, at visse politikere kræver udløsning for deres abnorme kulturliderlighed!

Til gengæld er kommunens ældre, syge og handicappede overhovedet ikke nævnt i forbindelse med Joy Mogensens uddeling af millionerne! En sådan bevidst forskelsbehandling er ubetinget udtryk for en perfid kalkulation over, hvor der er flest stemmer at hente!
Hertil kommer, at netop ældreområdet er det, som er blevet udsat for de groveste rundbarberinger i forbindelse med Joy Mogensen og kompagnis talrige og unødvendige besparelser alene begrundet i politisk ødselhed!

Nu kunne man så med rimelighed forvente, at det såkaldte Ældrerod – undskyld Ældreråd ville protestere, men det er der desværre ingen risiko for. Det består af en samling ”tandløse” hønisser, der tror sig tildelt politisk betydning – men som i virkeligheden blot er politikernes dikkende lammehaler!
Faktisk har ældrerådet ved sin passivitet støttet op om samtlige rigide besparelser på ældreområdet – alle forårsaget af byrådets konstante behov for endnu flere millioner til politisk sovs og smovs!