Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 23. september 2013

Det er svært at spå

- især om fremtiden. Ligesom ud fra en enkelt såkaldt opinionsundersøgelse at garantere, at alle er glade for socialkammerat, borgmester Joy Mogensen – dertil er grundlaget alt for løst!

Selvom lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) er erklæret socialkammerat og derfor burde nærmest eksplodere i fryd over resultatet – så udtrykkes dog alligevel en sund skepsis over visse af tallene– og det er klogt!

Spørgsmålet er nemlig, hvem Jysk Analyse, der har stået for det lidt ejendommelige resultat, egentlig har talt med?
Det kan næppe være kommunens ældre, syge og handicappede, der blev offer for flere økonomiske rundbarberinger foretaget af Joy Mogensen og kompagni!
Det samme gør sig formodentlig også gældende med hensyn til børnefamilierne og de 200 ”sparede” medarbejdere i kommunen - for ikke at tale om beboerne i udkantsroskilde!

Selvom lokalredaktør Kristensen udtrykker en vis skepsis med hensyn til de tal, der angiver, hvilke partier de adspurgte roskildensere vil stemme på, så læser Kristensen alligevel resten af undersøgelsens resultat, som en vis mand læser Biblen!

Der er nemlig himmelvid forskel på, hvorvidt 870 roskildensere ud af 1.000 adspurgte mener, at Joy Mogensen har klaret sig godt og så til den partipropaganderende overskrift: ”Alle er glade for Joy”! Sådan lød spørgsmålet nemlig ikke - fordi nogen har gjort det godt, så behøver man ikke automatisk at være glad for den pågældende – for eksempel har mange rige spekulanter gjort det godt, uden af den grund at være elsket!

Analyseinstituttet har også spurgt vælgerne i Roskilde om, hvilket parti de vil stemme på til kommunalvalget. Disse tal synes at være ganske og aldeles ude af trit med, hvad andre analysefirmaer har leveret omkring de politiske partier i regeringen! Normalt er der nemlig en tendens til, at analyseresultaterne ligner hinanden på såvel lokalt plan som på landsplan – og det er så langtfra tilfældet her!

Endelig er det selvfølgelig ikke angivet, hvilken metode der har været anvendt. Hvordan er fordelingen på alder, køn, børnefamilier, beskæftigelse, indkomst etc? – herunder hvor stor en procentdel af de adspurgte, der var fra selve Roskilde by, fra byerne i udkantsroskilde eller fra de egentlige landdistrikter osv. Kort sagt, er undersøgelsen i det hele taget troværdig?

Som nævnt er det svært at spå, især om fremtiden, men Blog og Brok vædder gerne på, at når stemmerne er talt op, vil det ikke blive tilnærmelsesvis med den fordeling, som analyseinstituttet lægger op til!
Er der nogen, som tør indgå på et væddemål? Taberen donerer 1.000 kroner til Cafe Klaus!