Socialkammeratlig Tidende (Roskilde
Avis) bringer en valgreklame for den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen, også
kendt som forstanderinden for Idræts- og Kulturudvalget. Dette med
overskriften:
”Tænk på børnene”
– Tja,
madam Pedersen tænker så sandelig på børnene! Således har madammen egenhændigt
foranlediget, at svømmeundervisning af netop børn i Roskilde Kommunes nye
svømmehal bliver elimineret til fordel for madammens personlige ønsker om tant
og fjas a la vandland!
FOLK TIL DET GROVE!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde
Avis) bringer en valgreklame for det lokale konservative minoritetsparti:
”Borgerlige stemmer, der arbejder”
– Tja, til
gengæld laver de konservative politikere ingenting – de har nemlig folk til det
grove!
SKAMROS AF LARS LINDSKOV
Roskilde Dagblad bringer et
læserbrev – læs valgreklame for ovennævnte medlem af det lokale konservative
minoritetsparti. Reklamen er indforskrevet fra fhv. minister Brian Mikkelsen og
anbefaler bemeldte Lindskov, som værende en engageret iværksætter og derfor
kapabel til at sidde i Roskilde Byråd?!
– Tja –
det eneste Lars Lindskov har iværksat indtil videre, er en splittelse af den
borgerlige fløj i byrådet, dette alene forårsaget af panisk dumhed! En person,
der ikke kan styre sig selv, er uegnet til at styre andre!
GODMORGEN TORBEN KRISTENSEN!
Ovennævnte lokalredaktør på
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) ”beriger” én gang om ugen
reklameavisens modtagere med sin ”personlige” kommentar:
”Allerede ved sidste valg stemte
kun halvdelen i visse dele af Roskilde Kommune ... hvor forskellige grupper
åbenbart ikke føler, at de har noget ansvar for - eller interesse i, hvordan
det går i vores by”
– Tja, nu
er Roskilde befængt med politikerlede, hvor smittekilden findes i Roskilde
Byråd! Her leveres der rævekager, kammeraterier og lokumsaftaler kombineret med
ødselhed i et omfang, der er kvalmende.
Derfor har
rigtig mange vælgere konstateret to ting, dels at alt det, der loves inden
valget er strategiske løgne, og det som leveres efter valget er talentløsheder!
Det
er stort set ligegyldigt hvilket parti, der stemmes på – underhåndsaftaler gør det til samme surdej. Hvilket ganske logisk fører til den
konklusion, at det er spild af tid at stemme!
Så det er
altså ikke visse vælgere, der ikke vil tage ansvar for deres by – det er visse politikere,
der ikke vil tage ansvar for deres handlinger!
OVERSPÆNDT UNDERTRYK?
Roskilde Dagblad bringer atter en
overspændt musikanmeldelse af Claus Røllum-Larsen:
”... og den senromatiske musiks dobbelttydige akkorder indlejret i lange dynamiske forløb med ”uendelige” opspændinger og afspændinger”
– Tja, en
afspændingspædagog vil givet gavne, således at den forskruede krampagtige vrimmel
af ord og vendinger reetableres til almindeligt dansk. Man skulle da så nødigt
få den tanke, at en eller anden har hældt et eller andet i anmelderens kaffe!