Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 29. november 2013

Randbemærkninger nr. 350

NATURLIG FORKLARING
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et læserbrev fra Anders Gøricke, Landbyrådet i Herringløse.

Gøricke undrer sig over, at det på et vælgermøde i Jyllinge, hvor dirigenten var lokalredaktør Torben Kristensen, mest handlede om Roskilde By – og ikke ret meget om yderområderne i kommunen! Dette samtidig med, at Roskilde Avis ikke skriver ret meget om yderområderne, men mest om Roskilde by!

Derfor rejser Gøricke spørgsmålet, om Roskilde Avis ikke i stedet burde omdøbes til Roskilde By Avis! 

– De fleste ejendommeligheder har en logisk forklaring, og i den aktuelle situation er svaret ganske enkelt! Som bekendt er Torben Kristensen erklæret socialkammerat, og derfor også partikammesjukkernes journalistiske sprællemand samt propagandaminister for bydronning og borgmester Joy Mogensen i residensbyen Roskilde!

Lokalredaktøren er således aldrig upartisk – tværtimod! Blog og Brok har derfor for længst omdøbt Roskilde Avis til det, som reklameavisen i virkeligheden er, nemlig Socialkammeratlig Tidende!

RAP RAP!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer referat af diskussionen i Roskilde Byråd om ny arbejdstidsaftaler for lærerne. I den anledning citerer avisen udvalgte byrådsmedlemmer fra diverse partier.

Således efterlyste byrådsmedlem fra det nu totalt decimerede konservative parti Lars Lindskov socialkammeraternes standpunkt - det skete med bemærkningen:

”De (socialkammeraterne – red.) sidder stille som en flok anskudte ænder på pinde” 

– Det må konstateres, at bemeldte Lindskov kun har et rudimentært kendskab til ornitologi! Ænder kan ikke sidde på pinde grundet deres svømmefødder, og selvom de kunne - ville en anskudt and trykke sig i sivene!

Må det være en trøst for Lindskov, at han ikke blev genvalgt til byrådet - så behøver han ikke længere overbebyrde sin hjerne med ornitologiske ejendommeligheder - heller! 

ANATOMISK SENSATION?
Socialkammeratlig Tidende bringer ved en Hans Wanscher følgende overskrift:

”Kriminel ind til knoglerne” 

– Tja, det er kun en påstand. Wanscher er heller ikke patolog - kun sensationsfikseret!