Nu er borgmester og socialkammerat
Joy Mogensen ved adskillige lejligheder blevet udråbt til bydronning af sin
partikammesjuk og propagandaminister lokalredaktør Torben Kristensen på
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis).
”Kroningen” har været bragt i
partibladet, men alligevel synes dronningen så ganske at have glemt at takke dem,
som byggede hendes rige. Nemlig kommunens ældre, hvoraf en del i dag befinder
sig på plejehjem udenfor bymurene – ude af syne, ude af sind!
I Trekroner har kommunen valgt at
bygge et opbevaringssted til de mere plejekrævende ældre nemlig plejehjemmet
i Trekroner - selv om arealet er meget stort, er de i bogstaveligste forstand stablet oven på hinanden i
mange etagers højde.
Der er langt ned til duften fra græsset
og blomsterne – og udsigten er ret ensformig, nemlig dels til jernbanen,
motorvejen, Bauhaus og et gammelt forfaldent industriområde – ellers er det til
diverse ensformige, arkitektoniske fejltagelser.
Når bydronning Joy Mogensen nu hælder
200 millioner i et kulturelt oplevelsesområde ved Festivalpladsen, alene som udslag
af gemen kulturliderlighed – så er der faktisk langt mere brug for en smuk park
i tilknytning til plejehjemmet i Trekroner.
Her mangler der et sted, hvor de
ældre kan sidde og nyde naturen - der bør være masser af blomster, buske,
træer, bænke og en lille dam!
Området bør af sikkerhedsmæssige
årsager selvfølgelig være indhegnet – ikke kun af hensyn til de ældre, men primært
for at hindre studentikose branderter og ejere af hundelortefabrikker i at overbegøre
området.
At være tvunget til at sidde dag ud
og dag ind og se på en grim udsigt bag et vinduesglas, der tilmed smadres i
stormvejr – det er vel næppe, hvad Joy Mogensen selv ser frem til, når hun på
et tidspunkt må abdicere. Kong Alder slår nemlig enhver af marken – også
bydronninger!
Dem, som byggede riget, har også
krav på en ordentlig behandling, når de er slidt op. De skal ikke bringes som
ofre på alteret for politisk kulturliderlighed – de har krav på at blive æret
for deres indsats.