Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 19. december 2013

Julen – gavernes fest!


Hvad er en Jul uden god mad, godter og gaver – ingenting vil vel nok de fleste mene, og det kan da også have sin rigtighed. 

Julen er normalt det tidspunkt på året, hvor vi er mest gavmilde – også i forhold til milde gaver og økonomisk hjælp til dem, som ikke har så godt råd - samt til samfundets lidt skæve eksistenser! 

Det er ligesom, at julebordets glæder glider bedre ned ved tanken om, at samvittigheden er i orden – man har støttet velgørenheden!

Det er godt at støtte, men det er endnu bedre ikke kun at gøre det til Jul – behovet er der nemlig altid! Noget som alt for mange så ganske overser. 

Det er prisværdigt, når aviser laver ”indsamlingssøjler” i forbindelse med julehjælp til dem, som ikke selv har så godt råd! Hvorfor kun gøre det til Jul, hvorfor ikke i løbet af året støtte en indsamling til fordel for eksempelvis de hjemløse? 

Som menneske bør man huske på beretningen om enkens skærv – for dem som ikke kender beretningen, vil den være et finde på internettet!

Det er således ikke gavens størrelse, der tæller – det et derimod ønsket om at give gaven, der er det vigtigste. Der skal dog så lidt til at glæde andre! 

Husk at glæde andre, som du selv ønsker at blive glædet – en investering i glæde er skattefri, er ikke  belagt med bankgebyrer, er ikke hverken ulovlig eller sundhedsfarlig, og alligevel kan den nydes i rigt mål hele året rundt!