Nytår er som regel det tidspunkt,
hvor diverse koryfæer og potentater offentligt udtrykker deres personlige
ønsker om, hvad de vil foretrække, det nye år bringer.
Det er også det tidspunkt, hvor
alle, selvfølgelig i større eller mindre grad, giver udtryk for deres
nytårsforsætter, der som regel er relateret til reduktion i aktiviteter, som i
den offentlige mening enten er fedende, berusende eller uanstændige!
Blog og Brok har selvfølgelig også
såvel nytårsønsker som nytårsforsætter, og for at blive ved det førstnævnte er
ønskerne, at Pinocchio-effekten indtræder hver gang en lokalpolitiker lyver!
Desværre bliver det meget hurtigt
upraktisk, når for eksempel socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen i
påkommende tilfælde tumler rundt med en næse, der er lige så lang, som gøjseren
selv er høj - hvilken tilstand af to årsager i øvrigt hurtigt vil indtræde!
Vælger man i stedet den sorte streg
i panden, vil dette også have sin begrænsning. Eksempelvis er bemeldte
socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen heller ikke tilstrækkelig højpandet!
Således stillet overfor det umulige
i at gennemføre ovennævnte, vil Blog og Brok nøjes med at ønske, at hver
eneste gang en lokalpolitiker fylder borgerne med løgn – da at de vil
opdage det - dette på trods af luskede spindoktorer, klamme propagandister og
manipulerende journalister!
Blog og Brok har kun et enkelt
nytårsforsæt, nemlig også i 2014 at bringe en alternativ synsvinkel på det
lokalpolitiske cirkus. Dette ganske som tidligere uden smålig skelen til partiskel, men til
gengæld et nytårsforsæt, der modsat så mange andre, vil blive overholdt til
punkt og prikke!
Hermed ønsker Blog og Brok alle sine læsere Godt
Nytår!
Bjørn Atlar