Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 5. december 2013

Randbemærkninger nr. 355

STATSAUTORISERET HYKLERI!
Den danske stat bruger omkring 300 millioner skattekroner om året til at reklamere for Danske Spil – til gengæld er prisen for de efterfølgende behandlinger af ludomanerne sjovt nok ikke angivet!

NATURLIGVIS!
Roskilde Dagblad har i forbindelse med problemerne omkring gratis eller ikke gratis adgang til de royale gravkapeller i Roskilde Domkirke interviewet formanden for menighedsrådet Anne Rosendal:

”Vi skal jo have kirken til at løbe rundt” 

– Nej, menighedsrådet skal have forretningen ”Roskilde Domkirke” til at løbe rundt – der er mange kræmmere i det ”Tempel”! 

PENGEBOLD
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har følgende overskrift:

”FCR får million” 

– Mon klubben så tilbagebetaler det rente- og afdragsfrie lån på 500.000 kroner, som den lokale byggematador bag planerne om Røde Port/Østergade projektet i sin tid ydede klubben ved direktør og konservativt byrådsmedlem Carsten Wickmann?

Angiveligt skulle byggematadoren have klubaktier for pengene – men det er der af gode grunde ikke guldrandede udsigter til – på den anden side er Wickmann selvfølgelig forsat både direktør for klubben og medlem af byrådet! 

EN MUNDLAM VALENTIN HANSEN!?
Roskilde Dagblad oplyser, at en stor del af de aktionærer, der nærmest blev forledt til at tegne aktier i den fallerede Roskilde Bank, nu vil få delvis erstatning for deres tab!

I den anledning har Dagbladet bedt den tidligere direktør for banken, Niels Valentin Hansen, der var ansvarlig for de to aktiesalgsreklamer, som kunderne nu får erstatning for, om en kommentar. Den forhenværende direktør ønsker imidlertid ikke at udtale sig! 

– Det er dog fantastisk, gøjseren har ellers med passende mellemrum optrådt i dagspressen som et lille uskyldigt barn, der var blevet dybt uretfærdig behandlet!
Samtidigt har han grædt krokodilletårer over de aktionærer, som mistede deres penge. Så hvorfor er han så ikke jublende lykkelig nu, hvor de i hvert fald får en delvis erstatning – gæt en gang!

BORTE MED BLÆSTEN?
Roskilde Dagblad har følgende overskrift:

”PKA smider lille milliard i havvindmøller” 

– Tja, det er da vist, hvad man kan kalde en noget luftig investering?