Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 23. januar 2014

Randbemærkninger nr. 385

TÅBELIGT!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et referat fra stormødet i forbindelse med stormfloden i Jyllinge! I den anledning udtalte Roskildes borgmester socialkammerat Joy Mogensen til de stormflodramte:

”I skal aldrig mere frygte havet” 

– Tja, eftersom forsamlingen angiveligt klappede af borgmesteren, var der åbenbart ingen søfolk eller fiskere iblandt de fremmødte. For de ved nemlig, at kun en tåbe frygter ikke havet! 

PÆDAGOGISKE LAPPERIER
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) meddeler, at Roskilde Kommune nu forbereder endnu et udspil til lokalaftale om arbejdstiden for kommunens lærere. 

– Tja, nu har Roskilde Byråd med socialkammerat og borgmester Joy Mogensen i spidsen ikke mindre end to gange tidligere forkludret lærernes sag – så mangler vi blot alle ”gode” gange tre! Hele sagsforløbet bærer som sædvanlig tydeligt præg af talentløshed – gad vide hvor mange lærere, der efterfølgende har fortrudt, at de stemte på Joy Mogensen personligt? 

LAGKAGEKOMIK
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer overskriften:

”Attentat på Stændertorvet” 

– Tja, overskriften ledsages af et fotografi forestillende formanden for Roskilde Handel Torben Stevold alias filialdirektør for Gebyrbanken (Dansk Bank), hvorfor læserne får det indtryk, at gøjseren har været udsat for et attentat midt på Stændertorvet - det har han ikke. 

Stevold mener derimod, at Stændertorvet er blevet udsat for et attentat ved, at fornuftige byrødder fra V, DF, og Ø ønsker at bruge de afsatte 40 millioner til torvets kulturgørelse på at sikre ofrene for stormfloden i Jyllinge Nord. Torben Stevold er nemlig bankdirektør, et erhverv der ikke ligefrem er kendt for empati!

ET STYKKE MED RUST?
Overskrift i Socialkammeratlig Tidenden (Roskilde Avis):

”Dyrskuet ruster op på maden” 

– Ja, og de kasserede biler ruster op på skrotpladsen! Så enten har ”journalisten” set for dybt i ”kaffekoppen” eller også er det tale om et gement mordforsøg på det danske sprog! At ruste op er således ikke det samme, som at opruste!