Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 19. februar 2014

Rigid partidisciplin


Det leverer denne uges kommentar i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) ved lokalredaktør Torben Kristensen. 

Lokalredaktøren roser som sædvanligt sine håndplukkede klummeskrivere, dog går han i rette med den ene af dem. Dette blot fordi pågældende vil bevare de 1800-tals huse, som den socialkammeratlige kulturelite i Roskilde Byråd vil jævne med jorden til fordel af flere supermarkeder og hundedyre ejerlejligheder – noget som byen overhovedet intet behov har for, tværtimod! 

Lokalredaktøren mener således ikke, at huse fra en periode, hvor Roskilde var ”fattig” har nogen historisk berettigelse – for det har han af partiet fået ordre på at mene!

Kritikken af klummeskriveren skyldes ene og alene, at partikammesjuk borgmester Joy Mogensen ikke vil, at der sættes spørgsmålstegn ved socialkammeraternes såkaldte modernisering – læs ødelæggelse af det gamle Roskilde! 

Torben Kristensen må således fortsat finde sig i at skulle forsvare og normalisere de vildtvoksende ideer om herlighed og kulturlir hos socialkammeraterne!

Gad vide, om Kristensen overhovedet selv formår at levere en selvstændig tanke! Måske er det så længe siden, at det er blevet glemt, hvordan det gøres? 

Kristensen skal selvfølgelig også fortsætte med at gøre forbruget af 50 millioner skattekroner til kulturgørelse af Stændertorvet spiseligt – dette selvom projektet kun er et latterligt, men kostbart politisk statussymbol! 

Til gengæld er kommentaren behæftet med væsentlige fejl, dels er Roskilde Domkirke ikke opført i 1300-tallet, og dels står der intet monument for Unesco inde i Domkirken – til gengæld indeholder Domkirken en usmagelig mængde af monumenter over royal selvforherligelse gennem tiderne!  

Domkirken i sin nuværende udgave anses for påbegyndt af biskop Absalon i slutningen af 1100-tallet, hvorfor udmeldingen om, at kirken blev opført i 1300-tallet, er forkert. Torben Kristensens fornemmelse for historiske fakta er en stedse tilbagevendende trivialitet! 

Til gengæld er kirken objektivt set vel aldrig blevet endeligt færdig. Således har skiftende regenter med vekslende held gennem tiderne påført bygningen diverse gravkapeller i tidens stil – kort sagt kirken er et eksempel på, hvad nogen vil kalde stilforvirring og andre dårlig smag! 

Blog og Brok vil benytte lejligheden til at ønske lokalredaktør Torben Kristensen tillykke med de 62 år – gid det må gavne!