Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 31. marts 2014

Carsten Wickmann - en ildsjæl


Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) oplyser, at i forbindelse med anonyme trusler om skandalisering af det konservative byrådsmedlem Carsten Wickmann omhandlende postulerede pengegaver i Roskilde Fodboldklub (FCR), tager borgmester og socialkammerat Joy Mogensen afstand fra disse beskyldningerne og udtaler i den forbindelse blandt andet:
”Jeg kender efter mange års samarbejde Carsten Wickmann som en ildsjæl, der med hårdt og hæderligt arbejde gerne vil udrette noget for Roskilde. Derfor tror jeg ikke på, at han skulle have foretaget sig noget ulovligt” 

Blog og Brok er for en gang skyld ganske enig med borgmester Joy Mogensen - Carsten Wickmann er ganske givet en person, der brænder for en sag! Eksempelvis har han allerede gjort rigtig meget for FCR, hvor han er formand for bestyrelsen. 

Således lykkedes det for Carsten Wickmann ved utrolig hårdt arbejde at formå den lokale byggematador, der søgte om politisk godkendelse af sit monstrøse og uskønne Røde Port projekt, til at yde klubben et både rente- og afdragsfrit lån på over en halv million kroner! 

Lånet skal angiveligt ud i fremtiden ombyttes med aktier, når klubben kommer i Superligaen - foreløbig er klubben i mellemtiden endt nede i 2. division?! Samtidig er klubbens økonomiske situation ifølge Carsten Wickmanns egne oplysninger desværre ikke specielt stabil! 

Det er i øvrigt aldrig risikofrit at være en ildsjæl, når man virkelig brænder for en sag. I sin iver kan man nemlig let komme til at brænde sit lys i begge ender!