Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 27. marts 2014

Randbemærkninger nr. 428

STORHEDSVANVID?
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et referat fra de lokale socialkammeraters generalforsamling - det sker med teksten:

”Roskildes lokale regeringsparti, Socialdemokraterne ...” 

– Tja, nu fremgår det ikke umiddelbart, hvem af Socialkammeratlig Tidendes journalistiske sprællemænd, der har begået ovennævnte. Imidlertid er det mildt sagt lidt af en overdrivelse eller måske snarere et udtryk for ønsketænkning at kalde socialkammeraterne for det lokale regeringsparti! 

Det lokale byrådsflertal er for det første ingen regering og for det andet, så består flertallet af forskellige andre partier - så socialkammeraterne er altså ikke enerådende, om end de åbenbart selv tror det! 

BEGÆRLIG
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et interview med levebrødspolitikeren fra Venstre, den selvpromoverende Flemming Damgaard Larsen. Det sker i anledning af gøjserens 40 års jubilæum i lokalpolitik og har meget passende overskriften:

”Bare lige syv stemmer til” 

– Tja, overskriften er yderst betegnende for netop Fl. Damgaard Larsen. Nok kan ikke få nok - nok kan kun få mer’! 

FLERE TALENTLØSHEDER!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) oplyser fra troværdig side, at Plan- og Panik, undskyld Trafikudvalget, fortsat synes talentløst!

Først ”glemte” man at oplyse borgerne om, at Stændertorvet blev lukket for kørende trafik, så meddeltes det, at torvet kan passeres af biler efter den 31. marts, nu meddeler Panikforvaltningen, at det først bliver den 7. april. Hvad mon den næste dato bliver - måske 1. maj?
 
BLOG OG BROK BEKLAGER
At bloggen tidligere har udtalt kritik af, at Roskilde Festivalen ikke gør særlig meget for de mere modne borgere i Roskilde Kommune!

Dette er imidlertid ikke længere tilfældet. Festivalens ledelse har nemlig valgt at lade ”The Rolling Stones” spille på festivalpladsen nu til sommer. Ældste orkestermedlem er 72 år - så nu mangler vi bare billige mimrebilletter til alle os i den modne alder!