Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 29. marts 2014

Randbemærkninger nr. 429

WICKMANN KYSSER PÅ HÅND!
Som tak for at være budt indenfor i varmen af socialkammerat borgmester Joy Mogensen ved budgetforliget, stemte den konservative Carsten Wickmann for, at byggeriet på Frøbel-grunden alligevel kommer til at skæmme de omkringliggende lave bebyggelser. 

Wickmanns officielle begrundelse er, at lokalplanen skal indeholde byggeri i højden - ellers er der ikke profit nok at hente for det kommende byggekonsortium!?

Byggeriet bliver ifølge gøjseren ”kun” 10 meter i højden - at det ligger på en bakketop, der dominerer omgivelser specielt mod syd, det ”glemmer” Wichmann så ganske! 

Desværre synes en flerhed af politiske ”genier” i Roskilde Byråd at have en modbydelige vane med at tillempe lokalplaner efter eventuelle byggematadorers ønsker om maksimal profit!

Det bliver ikke mindre beskæmmede ved, at flertallet i byggesagen består af socialkammeraterne med støtte fra SF og en usynlig - undskyld en radikal. Og så selvfølgelig Carsten Wickmann, som kysser på hånd!

EGENARTET SENTATIONSJAGT
Visse bladsmørere er besat af sensationsjournalistik - det vil sige bagateller, der kan pustes op til noget, der intet har med virkeligheden at gøre!

Fænomenet har gennem flere år floreret på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis), der atter bringer et eksempel:

”Tog 16.500 fra ældre dame” 

Nej, tyven tog ikke 16.500 fra den ældre dame. Tyven stjal damens dankort, og har formodentlig afluret koden, for efterfølgende at kunne hæve 16.500 kroner! 

Det svarer nogenlunde til overskriften: ”Efterlod påkørt på motorvej”. Ved at nærlæse artiklen kan det konstateres, at der er tale om en hare og ikke et menneske, således som sensationsoverskriften bevidst indikerer! 

Hvorfor ikke bare holde sig til sandheden? Roskilde Avis er alligevel ikke medlem af boulevardpressen - men derimod kun en lokal og gratis husstandsomdelt reklameavis, der består af 95 % reklamer inklusiv politisk propaganda og for restens vedkommende af talentløsheder!