Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 20. april 2014

Brød og skuespil


Min gennem mange år udmærkede bager udleverer et stempelkort til købere af rugbrød. Hver gang kunden har købt et rugbrød, får kortet et stempel, indtil et vist antal brød er købt, så belønnes køberen med et gratis rugbrød - altså såfremt et fuldt kort afleveres! 

Roskilde Dagblad bringer en større artikel om pilgrimme, der blandt andet besøger Roskilde Domkirke. Her får de åbenbart et stempel i deres pilgrimskort, dette som bevis for, at de har vandret til Roskilde Domkirke.

Sagen er angiveligt sat i system af formanden for Roskilde Pilgrimsforening forhenværende kirketjener Finn Buhl, som er medlem af Domsognets menighedsråd! 

Nu vil Blog og Brok gerne vide, hvad en pilgrim får, når kortet er fyldt op - efter at den pågældende har besøgt alle de relevante pilgrimssteder? 

Spørgsmålet er interessant, for i middelalderen, hvor pilgrimsvandringerne var yderst almindelige, gav pilgrimsfærden typisk tilgivelse for vold, hor, mord etc. Således at personen undgik enten at tilbringe lang tid i Skærsilden eller måske at komme direkte i Helvede for sine ugerninger! 

Et eksempel var den danske konge Erik Ejegod, der gik amok og dræbte nogle af sine hirdmænd. Dette kunne han sone ved en pilgrimsfærd til det Hellige Land! Desværre for kongen nåede han kun til Cypern, hvor han døde af sygdom!

At valfarte til helgengrave, er historisk set et rent katolsk fænomen, idet det var den katolske kirke, der, om man så kan sige, ”opfandt” begrebet helgen! 

En pilgrimsfærd i nutiden til en helgengrav er således en tilbagevenden til den oprindelige ide, hvilket logisk fører til spørgsmålet: Kan man tro på helgener, når man ikke er katolik - men er protestant?  

Reformationens fader Martin Luther sagde nej - spørgsmålet er, hvad formanden for Roskilde Pilgrimsforening og medlem af Domsognets menighedsråd Finn Buhl siger?