Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 26. april 2014

Joy Mogensens monumenter


Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et interview (reklame) med socialkammerat borgmester Joy Mogensen om Roskilde Kommunes økonomiske situation!

Sædvanen tro er flosklen, at det går fremragende trods en ubetalt gæld på 1,3 milliarder. Bevares, der afdrages sølle 20 millioner om året på gælden - renterne derimod oplyser konen selvfølgelig intet om! 

Kassebeholdningen er ifølge absolut utroværdig kilde, nemlig Joy Mogensen selv, på næsten en halv milliard. Hvorfor der åbenbart nu er råd til såkaldt strategiske investeringer i større projekter! 

Sagt på almindelig dansk - kommunen er for eksempel klar til at forære 100 millioner til det kommende spekulationsprojekt ved Ny Østergade. Godt nok skal der nu udskrives en såkaldt arkitektkonkurrence, hvor der dog er en til vished grænsende sandsynlighed for, at vinderen bliver den lokale byggematador, som ”opfandt” det oprindelige projekt ved Røde Port! 

De 100 millioner skattekroner skal betale omkostningerne ved byggeriet i form af ekspropriationer, erstatninger til husejerne, omlægning af trafik- og vejnettet, installation etc.

Skatteyderne får intet til gengæld, selvom Mogensen pipper om flere arbejdspladser. Det er blot udtryk for konens sædvanlige naivitet - ansatte vil selvfølgelig ikke kun komme fra Roskilde, men også fra de omkringliggende kommuner! 

Den store kassebeholdning skal ifølge Joy Mogensen ikke klattes væk - nej da, det hele skal brændes af på store monumenter over visse politikeres abnorme selvfedme. Til gengæld skal der intet foretages for at give kommunens ældre, syge og svagelige en lettere hverdag! 

Måske kan der falde lidt af til institutionsområdet - men kun måske! For der skal først og fremmest være millioner nok til herlighedsprojekterne, den politiske sovs og smovs samt til ”studierejserne”! 

Interviewet er orkestreret af socialkammeraternes journalistiske sprællemand lokalredaktør Torben Kristensen, hvorfor der selvfølgelig ikke stilles kritiske spørgsmål til partikammesjuk Joy Mogensen!