Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 14. juni 2014

Fede løgne på Forsiden!


Lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) overgår sig selv! Normalt omgås Kristensen godt nok sandheden lemfældigt - specielt når det handler om forherligelse af hans partikammesjukker socialkammeraterne - men altså alligevel! 

Denne gang er forsiden nemlig én stor løgnehistorie - dette selvfølgelig med mindre, at lokalredaktøren har valgt at levere en virkelig fed satire om direktøren for Roskilde Festivalen Henrik Rasmussen!

Noget sådant vil dog kræve en form for indsigt, som Blog og Brok ikke tænker lokalredaktøren i besiddelse af! 

Under et i øvrigt uhyggeligt afslørende fotografi af bemeldte direktør er overskriften:

”Roskildes Hyldest. Festival-chef Henrik Rasmussen fejret for aldrig at misbruge sin store magt” 

For det første er der tale om en reception på en 60-års fødselsdag og hverken en byfest eller en hyldest fra Roskilde - det er en fuldfed løgn! 

For det andet er der så lige det med misbrug af magt!

Som bekendt ønskede Festivalen på et tidspunkt mere plads, og da festivalledelsen ikke ville betale leje af et område, forlangte - undskyld foreslog man, at Roskilde Kommune eksproprierede det til fordel for Festivalen! Ellers ville man flytte hele menageriet til Høje Tåstrup!!

Kommunen undersøgte sagen og fandt ud af, det var ulovligt at ekspropriere til fordel for et privatkapitalistisk profitforetagende - så man måtte altså væbne sig med lidt tålmodighed! 

Den næste plan bar derimod hele vejen hjem - nu skulle området nemlig pludselig bruges til fordel for almenvellet i form af lidt ikke nærmere specificeret byggemodning og lidt sportspladser - dette selvom kommunen havde masser af andre egnede arealer - de lå bare ikke ved festivalpladsen! 

Så på den måde fik Festivalen sin jord, skatteborgerne i Roskilde fik regningen - og festivaldirektøren - ja, han kan forsat tage på den årlige ”inspirations/rekreationsferie” sydpå med alt betalt af de frivilliges arbejde!