Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 11. juni 2014

Randbemærkninger nr. 478

TOTALT TÅBELIG ILLUSTRATION!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer en artikel fabrikeret af journalist Anette Gundlach, konen der er lokal kendt for såvel tåbelige som latterlige overskrifter af enhver art! 

Denne gang vises et 4-spaltet fotografi med påtrykt overskriften: ”Lommetyve samles i Roskilde” - desværre er det ikke gået op for det journalistiske geni, at fotografiet viser en forsamling af ganske almindelige borgere på Stændertorvet i Roskilde - og ikke diverse langfingrede løjsere fra både nær og fjern! 

Den slags ”bøffer” blev i forgangen tid korrigeret enten af en redaktionssekretær eller på mindre aviser af redaktøren selv!

Så enten er lokalredaktør Torben Kristensen på ferie, eller også er han totalt ligeglad med bladets redaktionelle kvalitet - formodningen taler desværre for det sidste! 

TIDLIG FESTIVAL START?
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer, som allerede nævnt overfor, overskriften:

”Lommetyve samles i Roskilde ” 

– Tja, det har sin ganske naturlige forklaring - Roskilde Festivalen starter om en måneds tid, og så er det godt at varme op med lidt træning både i Roskildes butikker, på gader og stræder samt i større udendørs forsamlinger!

Festivalen bringer nemlig hvert eneste år diverse former for kriminalitet til byen! 

SLUDDER OG VRØVL!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har mange annoncer fra de lokale ejendomsmæglere, hvoraf nogle tekster er gennemtænkte og andre direkte latterlige: 

”Muremestervilla i moderne stil” 

– Tja, villaen, der er vist med et fotografi, er en muremestervilla årgang 1918 og udvendig ser villaen fortsat nøjagtig ud, som dengang den blev bygget! At der siden er tilføjet nogle bastante træterrasser med diverse klodsede trappekonstruktioner, gør ikke huset moderne - men gør det derimod uoriginalt!