Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 12. august 2014

Det middelalderlige i Roskilde


Lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har en mani med at besynge Roskildes ”glorværdige” fortid i middelalderen - desværre ud fra en manglende historisk viden!

Lad det være sagt med det samme, Blog og Brok har ikke på noget tidspunkt eller på nogen måde kunnet dele Kristensens opfattelse og beskrivelse af det middelalderlige Roskilde! 

Alligevel har Blog og Brok med Diogenes berømte lygte søgt efter et enkelt punkt, hvor der kunne opnås enighed!

Blog og Brok vil således erklære sig fuldstændig enig med lokalredaktøren, hvis han beskriver den middelalder, der er tilbage i Roskilde - dette specielt med hensyn til brolægningen! 

I middelalderen var den bedst opnåelige gadebelægning toppede brosten og flade trædesten - en specialitet, der fortsat, blot i nyere udgave, findes visse steder i Roskilde eksempelvis på den vestlige del af domkirkepladsen og i Skomagergade! 

Problemet med middelalderens brolægning var, at den var dårlig anlagt og slet vedligeholdt - dette modsat den nuværende, der er flot anlagt og overhovedet ikke vedligeholdt!

Brostensbelægningerne mangler i akut grad udfyldning mellem de enkelte sten, ligesom trædestenene specielt på domkirkepladsen har niveauforskelle på op til fire centimeter - kort sagt ren middelalder! 

Når domkirken er byens store turistmagnet, var det så ikke en god ide at renovere områderne vest for kirken!

Det samme gælder gågaden, hvor gabene mellem de enkelte brosten er tilstrækkelig store og dybe nok til, at en høj hæl bliver hængende! Hvilket logisk resulterer i, at skoens ejer får et grimt fald med tilsvarende skader! 

Nu er lokalredaktøren erklæret socialkammerat, og partikammesjukkerne i Roskilde Byråd bruger som bekendt skattemillionerne på selvforherligelsesmonumenter!

Blog og Blok er derfor ikke særlig optimistisk - på den anden side så har Torben Kristensen overrasket før! Spørgsmålet er derfor, om han fortsat har det i sig - eller uigenkaldeligt har endt sit journalistiske virke som rigid socialkammeratlig sprællemand?