Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 10. august 2014

Randbemærkninger nr. 518


NEJ DA - SLET IKKE!
I forbindelse med flere forskellige tyverier af i alt 120 computere fra Roskilde Rådhus, alle grundet uvirksomme og slukkede tyverialarmer, udtaler en Steen Elhede fra Roskilde Kommune til Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis): 

”Vi sidder ikke på vores hænder” 

– Nej da, men åbenbart på den del af anatomien, hvor tankevirksomheden finder sted. 

LARS LINDSKOVS FULDTRÆFFER!
Ovennævnte i enhver forstand forhenværende konservative medlem af Roskilde Byråd, udtaler til Roskilde Dagblad om Det Konservative Folkepartis nye landsformand Søren Pape Poulsen: 

”Han er pæn ... og bliver ikke uvenner med nogen. Det misunder jeg ham” 

– Tja, det er Blog og Brok så fuldstændig og aldeles enig med Lars Lindskov i. Den nye landformand vil nemlig næppe betjene sig af et sprog, hvori der er mere latrin end latin eller af slogans som: ”Store patter - ingen skatter” - hvilket Lars Lindskov ellers har for vane!

Måske er der ligefrem et vist logisk sammenhæng mellem dette og Lindskovs status som forhenværende byrådsmedlem?! 

EJENDOMMELIGT!
Søndagsavisens vinanmelder Erik Skovenborg har som bekendt de ejendommeligste anmeldelser af vin, hvor beskrivelserne er mildt sagt egenartede: 

”... pakket med bærfrugt ...” 

– Tja, lad os håbe, at frugten ikke smatter ud! Det er således absolut ikke normalt at anvende bærfrugt til sikring af indholdet - de fleste bruger bobleplast! 

TÅBELIG Mr. TOAST
Også Ekstra Bladet har en såkaldt ”vinanmelder”. Det er en Tim Vollerslev alias Mr. Toast - i ikke mindre end seks af syv anmeldte vine finder gøjseren tilstedeværelse af toast (ristet brød)! 

Der er brændt ristet brød, røget ristet brød og ristet brød med vanilje - mere skabagtigt kan det vel næppe blive?