Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 11. september 2014

Randbemærkninger nr. 541


ET BADEDYR I BADELAND
Når den nye svømmehal bliver så dyr, skyldes det åbenbart hovedsageligt, at socialkammerat borgmester Joy Mogensen må imødekomme en af sine politiske nikkedukkers ønsker. 

Således forlanger forstanderinden for Kultur og Idræt, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen, at der i forbindelse med svømmehallen etableres et badeland - dette til en pris af ca. 20 millioner kroner! 

Lige siden en nye svømmehal kom på tale, har madammen nemlig kæftet op om, at der skulle etableres vandkultur/badeland. Madam Pedersen håber nemlig på, at det kan give personlig prestige at optræde som mæcen for skatteydernes penge! 

Til den pris burde madammen imidlertid dagligt optræde som badedyr iført lyserød bikini, snorkel og svømmevinger, således at børnene har noget at muntre sig med! 

GARANTI FOR UNDERSKUD
Roskilde Dagblad oplyser, at flertallet i Roskilde Byråd har besluttet at give en underskudsgaranti på 60.000 skattekroner til hver af de næste tre års eidfester! 

– Det er nemlig politisk korrekt, og samtidig giver det også en helt sikker garanti for underskud - de næste tre år! 

IKKE HELT DET SAMME!
Roskilde Dagblad bringer følgende guldkorn i forbindelse med S-togs debatten: 

”Roskilde Handel, der har grebet taktstokken eller snarere afgangsfløjten ...” 

– Nu må journalisten altså beslutte sig, taler vi futtog, eller taler vi orkester? Selvfølgelig kan orkesteret spille ”Jernbanegaloppen”- men altså alligevel! 

SELVMODSIGENDE ÆVL
Roskilde Dagblads notoriske "musikanmelder” Claus Røllum-Larsen har følgende ”guldkorn” i sin anmeldelse et musikstykke ved Schubertselskabets jubilæumskoncert: 

”Det var velkomponeret og elegant, men forekom temmelig anonymt og forudsigeligt” 

– Tja, det kan ikke både være elegant og anonymt, ligesom det altid vil være forudsigeligt, når værket i forvejen er kendt - kort sagt en omgang ordgylle!