Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 7. oktober 2014

Randbemærkninger nr. 558


SYG UNDSKYLDNING!
Socialkammerat borgmester Joy Mogensen oplyser til Roskilde Dagblad, at etableringen af et parkeringshus er begrundet i en analyse af behovet for parkeringspladser i Roskilde by! 

– Tja, der er flere måder at påvirke en analyse på, for slet ikke at sige måder at læse den på.

I den konkrete situation vil Blog og Brok ud fra realiteternes verden tillade sig at fastslå, at borgmester Joy Mogensen ganske som forventet læser analysen, som Fanden læser biblen.

Nemlig udsætter den for sin ”egen” fortolkning, der allerede lå klar i kommunaldirektør Kolinds bukselomme, længe før analysen havnede på Mogensens skrivebord! 

I relation til selve handlen i Roskilde, er der til hverdag ikke specielt mangel på parkeringspladser, lige bortset fra en meget kort periode lørdag formiddag. Til gengæld har rigtig mange forretninger nu åbent om søndagen - hvorfor presset på parkeringspladserne er blevet væsentligt mindre! 

STENSIKKERT
I forbindelse med Roskilde Kommunes køb af Kildegården - en del af den tidligere Roskilde Kaserne med mange muligheder, oplyser socialkammerat borgmester Joy Mogensen til Roskilde Dagblad: 

”Jeg er sikker på, at der er masser af ønsker, men jeg er også sikker på, at det ikke er dem alle sammen, der kan opfyldes på Kildegården, selv om der er meget plads” 

– Tja, Blog og Brok er stensikker på, at alle ønsker fra visse af socialkammeraternes støttekorsetter, nemlig den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen og Carsten Wickmann fra det konservative restparti nok skal få alle deres ønsker opfyldt. 

Lige så sikker er Blog og Brok på, at der trods den megen plads ikke bliver etableret Seniorernes Hus - med derimod Ungdommens Hus!

Socialkammerat borgmester Joy Mogensen er så forudsigelig, at det er komisk - selvom komikken er tragisk!