Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 9. november 2014

Et økonomisk mirakel?


Roskilde Dagblad meddeler, at Roskilde Festivalens Musikhøjskole nu er klar til at blive bygget. Herunder at pragtprojektet vil koste mindst 160 millioner!

Det oplyses i den forbindelse, at skatteyderne i Roskilde Kommune er tvangsudskrevet af kulturkulrede politikere til at bidrage med ikke mindre end 53,5 millioner eller en tredjedel af beløbet! 

Dengang musikhøjskolen kom på banen efter et dekret - undskyld ønske fra Festivalens overgeneraldirektør Henrik Rasmussen alias ”Ritz-Rass”, styrtede den politiske ”kulturelite” straks til med løfte om en gratis byggegrund til 12 millioner samt 10 millioner til selve byggeriet - i alt 22 millioner!

Dette beløb er på mystisk vis nu blevet til en byggegrund til 15 millioner og et kontanttilskud på næsten 40 millioner! Offentligheden ved intet om, hvordan og hvornår dette ”økonomiske mirakel” har fundet sted? 

Nu vil Blog og Brok selvfølgelig ikke påstå at besidde evnen til at se ind i fremtiden - men alligevel! 

Ved sit 25 år jubilæum som overgeneraldirektør for Festivalen udtalte ”Ritz-Rass”, at der nu skulle sparkes buler i universet!

Allerede dengang forudså Blog og Brok, at det ikke handlede om buler i universet, men om at sparke huller i kommunekassen - og det er nu en realitet! 

Skatteyderne har i forvejen betalt løn til forstanderen for den ikke eksisterende musikhøjskole i fem et halvt år, og først nu ser det omsider ud til, at gøjseren om et par år kan begynde sit arbejde. 

Kommunen har derved yderligere foræret Festivalen forstanderens løn, der når skolen endelig er bygget, vil have kostet skatteyderne 4 millioner - dette uden, at borgerne i Roskilde Kommune har fået noget som helst for pengene. 

Kort sagt borgernes "frivillige" donationen til Festivalens Musikhøjskole andrager i virkeligheden 58 millioner - altså indtil videre!