Blog og Brok bringer her en rigtig
klam og ulækker historie om Julens vin, og det er desværre ikke noget
juleeventyr, men den barske virkelighed!
Vinanmeldelser i reklamebladet
VIN&CO fra COOP har bidraget med disse ejendommelige og uhyggelige forslag
til Julens vin.
Blog og Brok har dog selv tilladt
sig at sætte dem sammen med Julens traditionelle retter - en rigtig gyser!
Til risengrøden serveres en rødvin,
der smager af træ, cigarkasse og hø! Godt nok sidder nissen på høloftet - men
altså alligevel!
Til den sprøde flæskesteg for
eksempel en rødvin med duft af medicinskab og neglelakfjerner (acetone) - jums!
Til den lækre andesteg foreslås en
rødvin med duft af velhængt kød - måske har anden ikke fået nok?
Til gåsestegen selvfølgelig en
rødvin med et let animalsk (dyrisk) præg - lugt fra julenissens kat?!
Til risalamande en rødvin med duft
af vådt træ og savsmuld - lækkert!
Der er selvfølgelig også andre
muligheder - nemlig rødvin med duft af skovbund (jordslået), og rødvin der leder
tanker hen mod bålsted - måske er vinen ligefrem røgfarvet?
For den søde tand er der rødvin med
smag af jordbærmarmelade og tilmed kødfyldt i smagen! Skal forhåbentlig være
kødfuld?! I modsat fald er vinen nemlig stoppet med kød!
Måske skulle man i stedet for julevin
indtage et stort krus godtøl - håndbrygget vel at mærke. Det ved man dog i det
mindste, hvad er!
På den anden side, hvorfor ikke
opleve den totale kulinariske klammert - og købe de anbefalede julevine? Det er
trods alt kun Jul en gang om året - heldigvis!?