Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 12. december 2014

Kulturkuller og røde pølser


Roskilde Avis bringer et interview med pølsemanden på Schmeltz Plads, som i forbindelse med lejekontraktens fornyelse, pludselig af Roskilde Kommune har fået pålagt begrænsninger i forbindelse med driften af pølsevognen - der i øvrigt uden problemer har stået på stedet i over 35 år! 

Begrænsningerne gør, at det måske nu ikke længere er rentabelt at videreføre den - hvilket formodentlig også er kommunens egentlige hensigt! 

De fleste Roskildensere husker pølsevognen på Stændertorvet, hvor forvaltningen gjorde betingelserne for en overdragelse så økonomisk krævende, at pølsevognen ikke kunne videreføres og måtte stoppe - den blev så efterfølgende nedrevet! 

Senere erkendte forvaltningen, da det altså var for sent, at man vidst var "kommet til" at tage munden lidt for fuld - beregningerne var desværre blevet til på et forkert grundlag! Dette selvom forpagterne inden da havde rettet adskillige henvendelser til forvaltningen om netop det økonomiske krav!  

Virkeligheden var imidlertid, at kulturkulrede lokalpolitikere ville af med den stationære pølsevogn. Den passede nemlig ikke ind i planerne med det nye pragttorvs kulturelle image! Der skulle i stedet bygges en specielt designet bygning a la cafe - og det er der så blevet! 

Den stationære pølsevogn på Schmeltz Plads skal åbenbart også tvinges til at lukke. Der er formodentlig planer klar til at gøre det modstående parkeringsområde tiltrækkende for byggespekulanter - for luksuslejligheder og pølsevogne - de to ting er ikke forenelige! 

Borgmester Joy Mogensen har store planer om at få sit parkeringshus finansieret ved salg af de eksisterende gratis parkeringspladser. Senere afhændes parkeringshuset så til en koncern - og pludselig koster det penge at parkere.
Til den tid har roskildenserne nemlig ingen andre alternativer end at betale, for de nuværende gratis parkeringspladser er for længst dækket af spekulationsbyggeri! 

Røde pølser og pølsevogne er en del af den danske folkesjæl, men det er ikke fint nok for de kulturkulrede byrødder. De er åbenbart ikke klar over, at kultur er noget, man har - ikke noget man kan købe sig til! 

SPRED JULEGLÆDE - STØT CAFE KLAUS