Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 12. oktober 2021

Note 934

GOD DAG IGEN?!

Roskilde Dagblad oplyser, at det famøse Ny Østergade projekt alias det tidligere Røde Port projekt igen er hentet frem af mølposen og støvet af. Der er imidlertid visse økonomiske tegn i sol og måne på, at projektet ikke bliver (hvis det altså overhovedet bliver) gennemført som oprindeligt tilsigtet! 

Udover de mange millioner kroner, som kommunen allerede har smidt ud til beregninger m.v., vil politikerne tilmed nu også hyre en hundedyr ekstern specialkonsulent. Dette sker angiveligt for at få en økonomisk beregning m.v. til at kunne bygge eller ikke bygge videre på.

Desværre tør politikerne ikke oplyse, hvor mange millioner skattekroner, for ikke at tale om hvor mange hundreder af arbejdstimer, der er medgået til administrative/tekniske beregninger indtil dato. Prisen for den specielle ekspertanalyse vil givet heller ikke komme til offentlighedens kendskab, der er nemlig snart kommunalvalg! 

FARVEL TIL LINDOR
Roskilde Dagblad meddeler, at forhenværende borgmester i Roskilde socialkammerat Poul Lindor Nielsen ikke fortsætter i Roskilde Byråd. 

- Tja, hans eftermæle er selv for en socialkammerat meget specielt. Således bildte han vælgerne ind, at hans unødvendigt luksuøse tilbygning til det kommende rådhus kun kostede 89 millioner. Dette vel vidende, at den aftalte pris var 152 millioner skattekroner - hvilket da også blev resultatet.

På trods heraf kunne han fortsætte rigtig mange år efter i byrådet - han var nemlig medlem af socialdemokrabaterne - undskyld socialkammeraterne!! 

DAGENS GLIMT
"Krukken går så længe til vands, at den kommer hankeløs hjem"
(Gammelt dansk ordsprog - oprindelse ukendt)