Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 25. april 2012

Arrogant miljøchef i Roskilde

Roskilde Dagblad bragte mandag en artikel om forvaltningens såkaldt fremstrakte hånd til beboerne ved Roskilde Racing Center.

Det skete på baggrund af, at bemeldte forvaltning oprindeligt kvajede sig. Nemlig ved at anbefale, at en dispensation til længere åbningstider blev gjort permanent, uden overhovedet at have gidet undersøge sagen til bunds.
Resultatet blev efterfølgende, at dispensationen udgik af byrådets dagsorden, fordi sagen ikke var ordentlig oplyst - en begmand til den konstituerede (u)ansvarlige leder for området!

Herefter blev forvaltningen pålagt at etablere et dialogmøde med de berørte borgere. Imidlertid valgte forvaltningen at udsende indkaldelserne så sent, at det ville være overvejende sandsynligt, at langt de fleste først fik invitationen umiddelbart inden mødet.
Hvilket de berørte borgerne ganske forståeligt er både utilfredse og skuffede over, for derved blev de meget smart afskåret for at koordinere og planlægge deres strategi inden mødet!

Konstitueret miljøchef Ivan Hyllested Pedersen søger at bortforklare den sene udsendelse med, at hans forvaltning først lige skulle undersøge nogen ting – jamen hvorfor blev datoen for mødets afholdelse så ikke rykket tilsvarende?
Pedersen lider åbenbart af den vildfarelse, at borgerne i Roskilde Kommune er for dumme til at gennemskue hans tåbelige undskyldning!

For holdes Pedersens søforklaringer holdes op imod, at aktuelle klager fra borgerne blev ignoreret, og tidligere klager ”bortkom”, så er I. H. Pedersen godt på vej ud i havremarken!

Således kom der først skred i tingene, da sagen blev offentlig kendt – indtil da lå den bekvemt bagerst i en åbenbart mere end meget dyb skrivebordsskuffe!

Bemeldte Pedersen demonstrerer derfor højdepunktet af kvalmende selvglæde, når han ifølge Dagbladet arrogant udtaler, at det er ærgerligt, at ”venlighed” modtages med vrede!

Gider en eller anden i byrådet ikke forklare konstituerede hr. Pedersen, hvem det er, der i den sidste ende betaler hans løn?