Som bekendt gik en vis mand i kloster, da han blev gammel. SF’s forhenværende formand i Roskilde Henrik Stougaard gik efter 20 år på posten ud af sit gode skind, sit parti og i kredsløb som løsgænger. Dette for så at nødlande hos Enhedslisten.
Officielt kunne Stougaard pludselig ikke længere tolerere, at SF på landsplan var reduceret til stikirenddreng for socialdemokraternes småborgerlige politik uden skygge af socialisme!
At Stougaard selv på lokalplan gennem mange år praktiserede nøjagtig det samme, som SF på landsplan - nemlig at lade sit parti fungere som stikirenddreng for de lokale socialkammeraters fornemmelse for småborgerlighed – det er åbenbart fortrængt.
Når Henrik Stougaard startede hele mediecirkusset i forbindelse med sit exit fra SF, skyldes det formodentlig, at både han selv, hans ledelsesstil og hans ideer var ved at komme i mindretal. Som bekendt er det ingen skam at gå, inden man bliver gået!
En anden mulighed er selvfølglig, at Stougaard virkelig er blevet socialist og har erkendt, at han i mange år syndede groft mod begrebet social velfærd – hvorfor der nu gås bodsgang?
For tvivlen bør altid komme den anklagede til gode - med mindre andet beviser det modsatte!
Det gør blandt andet den aktuelle sag om Molevitten, hvor Stougaard beløj forældrene vel vidende, at det under ingen omstændigheder ville komme på tale, at forældrene kunne fortsætte børnehaven i privat regi på den aktuelle adresse.
Partiskiftet er derfor ingen bodsgang, men kun et sidste krampagtigt forsøg på at bevare politisk og derved personlig indflydelse.
Grundet det lokale samarbejde mellem S og SF, fik Stougaard nemlig ikke, trods hans udsendte føler, noget ægteskabstilbud fra Socialkammeraterne – og så var der kun Enhedslisten tilbage.
Spørgsmålet er så, om det lykkes Stougaard at præge Enhedslisten med sin yderst ejendommelige fornemmelse for sandhed og social velfærd – det vil kun tiden og det næste kommunalvalg vise!
