Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 7. august 2012

Randbemærkninger 26

ANSVARSFORFLYGTIGELSE!
Til Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis oplyser borgmester Joy Mogensen med baggrund i de kommende besparelser på 70 millioner kroner:
” – selve driften i Roskilde er sund nok. Det er regeringens stramninger, som skaber vore problemer”

– Eller også er luksusforbruget til ”studierejserne”, cirkus Musicon, Rabalderparken, Rockmuseet, Roskilde Festivalen, kulturfandangoen, sporthallerne osv. osv. osv. – den virkelige årsag!

ELEMENTÆRT
Overskrift på redaktionel kommentar på debatsiden i Roskilde Dagblad:
”Hvordan vil regeringen kickstarte?”

– Med et spark, naturligvis!

ER KRIGEN ERKLÆRET?
På debatsiden i Roskilde Dagblad, har Roskildes borgmester Joy Mogensen sammen med overopkæfter for Roskilde Handel Torben Stevold et hurraindlæg med titlen:
”Velkommen til Roskilde – åben by”

– Måske har borgmester Mogensen en generalnøgle? Udtrykket ”åben by” betyder nemlig en by, der ikke forsvares i tilfælde af krig – jvf. Haagkonventionerne!

UBEGRIBELIGT?
Kunstnergruppen på Musicon kan ikke forstå, at de smides på porten til fordel for Rockmuseet, Roskilde Festivalen og dennes musikhøjskole. Formanden for kunst på Musicon Erik Schwarzbart siger til Roskilde Tidende:
”… vi havde bare ikke regnet med, at det skete så hurtigt”

– Der er tale om manifesteringer af såvel personlige som politiske herlighedsprojekter – derfor hastværket!

UNDERDRIVELSE!
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Danske Bank tjener igen penge”

– Som om de nogensinde ikke har gjort det!