Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 15. september 2012

Blog og Brok dementerer!

For kort tid var formodningen på Blog og Brok, at Stormesterinden for Domsognets menighedsråd Lis M. Frederiksen fortsatte sin regeringsperiode – dette på grund af visse tegn i sol og måne!
Det var en fejlfortolkning – som Blog og Brok nu vil udtrykke sin absolutte og ubetinget dybeste glæde over – konen abdicerer nemlig rent faktisk!

Officielt skyldes afgangen selvfølgelig den vanlige kombinationsundskyldning/forklaring, nemlig ønsket om mere tid til familien samt egen høje alder – sidstnævnte kom åbenbart meget pludseligt!

Det lyder alt sammen så plausibelt, at Blog og Brok derfor vil undlade at antyde, at eksempelvis Lis M. Frederiksens opportunistiske forhold til gravfreden, og hvad deraf fulgte, har spillet ind!
Eller den omstændighed, at konen oprindeligt blev valgt på, at der skulle være gratis adgang til Roskilde Domkirke, hvorefter hun fik kirken omdannet til en pengemaskine.
Ingen af delene kan ligefrem siges at have styrket den personlige troværdighed!

Nu bliver det så spændende at se, i hvor høj grad det religiøse islæt får mulighed for at vende tilbage til Roskilde Domkirke. I hvert fald synes den nye liste over kandidater til menighedsrådet at åbne op for store muligheder i den retning, måske ligefrem med fremtidige internationale pilgrimsvandringer – Halleluja!