Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 20. september 2012

Lindskovs latterlige leflen

Som det efterhånden vist er de fleste bekendt, så forsøger Lars Lindskov, medlem af det lokale konservative minoritetsparti via diverse læserbreve, at få bagen plantet enten i Roskilde byråd eller i Regionsrådet. Også politisk set fylder Lindskov en del, så mon ikke han i givet fald ville være i stand til at fylde begge stolesæder ud - samtidig?

Derfor skal Lindskov gøre reklame for Lindskov, så valgkampen er allerede startet. Meget kan man sige om bemeldte personage, men han ligger aldrig på den lade side – i hvert fald ikke, når det handler om at henlede opmærksomheden på sig selv.

Denne gang er reklamestuntet, at det konservative minoritetsparti ved de tilstundende kommunale budgetforhandlinger vil kræve en klækkelig forøgelse af kultur- og idrætsbudgettet, det p.t. ”kun” andrager en liden bagatel på 175 millioner skattekroner. I dette beløb er de 300 millioner til Rockmuseum, Musicon og gaver til Roskilde Festivalen selvfølgelig med velberådet hu ikke medregnet!

Ved disse offentligt udbasunerede krav håber Lindskov at snuske sig til personlige stemmer fra eliteidrætten og den kulturskrukne snobelitære del af borgerskabet samt fra amatøridrætten og det folkelige foreningsliv!

Imidlertid er det Lindskovske bravurnummer latterlig ligegyldigt, for budgetforhandlingerne sker med et byrådsflertal bestående af socialkammerater, radikaler, socialister både af den folkelige slags, men også af den mere pseudorevolutionære art!

Ovennævnte politiske grupperinger er netop ”berømt” for gladelig at solde millionerne op på kulturel fandango, elitær snobkultur, kulturpaladser og eliteidræt gerne med skattely i udlandet.
Kort sagt, de konservatives krav vil overhovedet ikke vække modstand – tværtimod vil de blive mødt med kyshånd.

Så Lindskov er altså slet ikke den store kultur- og sportsmæcen, manden er bare en ordinær lille opportunist – en type gøjser, der meget ofte ses poppe op i kommunalpolitik!