Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 7. september 2012

Randbemærkninger 42

UNDERDRIVELSER
I Roskilde Dagblad er borgmester Joy Mogensen citeret for følgende udtalelse:
”Tværtimod mener jeg, at Roskilde de senere år har haft et meget lille anlægsbudget …”

– Tja, rådhustilbygning til 159 millioner, Rabalderpark til 36 millioner, festivalens gangtunnel til 6 millioner, sportshal til 80 millioner osv. - konen har sørme ret, det er da ikke ret meget luksus anlæg - vel?

KUNSTGAS!
I Socialkammeratlig Tidende bringes reklame for åbningsfest på Gasværket. Det sker med bl.a. oratoriske værker fremført af borgmester Joy Mogensen og Gasværksrådsformand Allan Ohms!

– Og det er det rene gas!

NAIVT SPØRGSMÅL!
I forbindelse med at Roskilde Kommune har modtaget 7 millioner fra staten til forbedring af normeringer i dagsinstitutionerne, har Ea Kristensen fra FOA Roskilde et læserbrev på debatsiden med overskriften:
”Hvad vil I (lokalpolitikerne) bruge pengene til?”

– Naturligvis til socialkammeratlig sovs og smovs – hvad ellers?

AMBITIØSE AMBITIONER!
Roskilde Dagblad ligger papir til følgende udtalelse fra borgmester Joy Mogensen:
”… kan de penge (fra driftsbudgettet) eventuelt flyttes til anlægsbudgettet, så vi ikke slækker på vores ambitioner”

– Ambitionerne tæller over 400 millioner fordelt på Rockmuseet, Roskilde Festivalens musikhøjskole, festivalbro, cykeltunnel fra Roskilde station til festivalpladsen, parkeringshuse, ”kultivering” at Stændertorvet, byggematadorens privatkapitalistiske øjenbæh osv. – så lidt slæk ville netop være på sin plads!

NAMME NAM
Ifølge MetroXpres får firmaer købesex finansieret over skattebilletten via fupkvitteringer på for eksempel mad!

– Tja, nogen spiser åbenbart med fingrene!

DER ER PENGE I DET
Kunstmaler Rasmussen, som har fremstillet forhenværende borgmester Lindor Nielsen i olie, udtaler om sine portrætmalerier:
”Det er alle sammen folk, der har taget et ansvar, og ved at male dem, giver vi dem en honnør og æresbevisning…”

– Og samtidig Rasmussen et kurfyrsteligt honorar!

UDRANGERET!
I Roskilde Dagblad har Lars Lindskov fra Roskildes konservative minoritetsparti et læserbrev med overskriften:
”Konservative er skam på sporet”

– Ja, men ikke af fremtiden!