Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 9. september 2012

Randbemærkninger 43

DEMOKRATIET MÅ VENTE!
I Roskilde Dagblad har socialkammerat Bente Dieckmann et læserbrev om den manglende dialog med borgerne under overskriften:
”Vi har ikke tiden”

– Nej selvfølgelig ikke, tiden går med skatteyderbetalte ”studierejser”, luksus-seminarer og festivalbesøg samt med at finde nye selvforherligelsesprojekter via nedskæringer på den basale velfærd!

UDEN BETINGELSER!
I avisen 24 timer har fødevareminister Mette Gjerskov et politisk korrekt reklameindslag – undskyld miljøindlæg med overskriften:
”Fisk er godt – især de bæredygtige”

– Sludder, fisk er sundt uanset miljøpolitisk korrekthed!

SELVMODSIGENDE!
Reklame i avisen 24 timer med overskriften:
”Komfortabel vildmarkstur”

– Har bjergene rulletrapper?

ENSIDIGT!
I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis har Lars Lindskov fra det lokale konservative minoritetsparti et læserbrev med følgende passus:
”… det kan ikke være rigtigt, at vi bare skal køre salami henover området”

– Selvfølgelig ikke, en politisk pizza indeholder også meget andet snask!

STURT STURT NUMMER!
I BT Søndag svarer Anders Samuelsen fra partiet Latterlige Argumenter på spørgsmålet, hvad han gerne ville eje:
”Midler til at indrykke helsides annoncer hvor vi fortæller, hvad partiet står for”

Jamen Herre Gud bette mand, det kan da klares på ti linier!

VORE EGNE KINESERE?
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Thorning sender ministre til Kina hvert år”

– Er det til omskoling?

JAMEN SELVFØLGELIG
Socialkammeratlig Tidende, avisen med dybdeborende journalister, bringer en selvmodsigende smøre med følgende overskrift:
”Roskilde dumper i undersøgelse om lokalt erhvervsklima: Virksomhederne strømmer til”

– Så er det nok derfor, at Roskilde går mere og mere bag af dansen i Dansk Industries undersøgelser over kommunernes erhvervsklima?!

I EN KÆLDER DYB SOM KUL …
Ejendomsmægler-annonce har følgende lovprisning af et hus:
”Boliganvendelig kælder”

– Mon kælderen også er godkendt til menneskelig beboelse?

SÅRE NATURLIGT
I BT Søndag udtaler brevkassekonen madam Heick følgende:
Der er pludselig ingen grænser for, hvor meget opmærksomhed (hos mændene) man kan få, hvis man bare tager et par høje hæle på …”

– Opmærksomheden afhænger nok mere af, hvorvidt skoene er eneste påklædning!