Som det næppe er læserne af Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis ubekendt, har lokalredaktør Torben Kristensen som erklæret socialkammerat en meget stor veneration for Roskildes borgmester.
Derfor er det med megen undren, at Blog og Brok konstaterer, at selvom Joy Mogensen klippede et rødt bånd over i Æblehaven/Rønnebærparken, så figurerer borgmesteren ikke på et eneste af de fem pressefotos, der dækker baggrunden for snoreklipningen. Tværtimod er det som om, borgmesteren aldrig har været til stede!
Måske skal forklaringen findes i selve artiklens tekst: ”… borgmester Joy Mogensen, der fik lov at klippe den røde snor til skraldespandene”.
Situationen, hvor borgmesteren indvier et nyt skraldesystem, er åbenbart uegnet som politisk reklame eller til den private scrapbog. Bevares, det var hverken kulturelt eller musikalsk, og der deltog heller ingen minister!
Eller måske var borgmesteren ikke særlig modig, og tanken om at skulle opholde sig i længere tid midt i et boligområde, der har status af ghetto, gav fruen myrekryb! Der kunne være risiko for at møde roskildensere, der ikke er medlemmer af Schubertselskabet eller Ledreborg golfklub!
Det kan selvfølgelig heller ikke udelukkes, at der kan være tale om en kombination af begge dele.
Endelig er der også den mulighed, at lokalredaktør Kristensen var på ferie, hvorfor Joy Mogensen kun fremtræder som en bisætning i referatet!
Under alle omstændigheder er det første gang nogensinde, at lokalredaktør Kristensen undlader at bringe fotos af byens "yndige førstedame" – således som borgmesteren normalt benævnes i Socialkammeratlig Tidende!
Nu får læserne næppe svaret på ovennævnte mysterium – på den anden side er de mysterier, der forbliver uløste, vel egentlig også de mest spændende!