Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 15. oktober 2012

Lusket budgetforlig

Som bekendt har flerheden i Roskilde byråd indgået et budgetforlig - læs lokumsaftale. Sædvanen tro og i skøn samdrægtighed med tidligere års manglende sans for økonomi, lægges ud med et budgetunderskud i 2013 på 31 millioner kroner.  
Herefter skulle 2014 give et lille overskud – i hvert fald officielt! De to efterfølgende år giver ifølge prognosen et samlet overskud på 102 millioner kroner – tro det, hvem der er naiv nok!

Der prales med, at anlægsudgifterne får tilført flere millioner, men det er kun til benefice for Rockmuseet, Musicon-komplekset og sportshallerne! De politiske prestigebyggerier æder broderparten af anlægsudgifterne. Således er eksempelvis Klostermarkskolen efter flere år som ruin fortsat ikke fuldt genopbygget!

Nu er Roskilde blevet kåret til Danmarks bedste handelsby – hvilket er ensbetydende med, at dommerkomiteen ikke på noget tidspunkt har været en tur rundt i byen til fods! Så ville kåringens resultat være blevet en førstepræmie til Roskilde i kategorien større byer med de mest elendige fortove!

Budgettet indeholder også tilskud i millionklassen til det privatkapitalistiske foretagende Roskilde Festivalen, der trods store kommunale tilskud/gaver er totalt uden offentlig kontrol. Når festivalledelsen som oftest ses stående, skyldes det, at de for længst har skreget deres dertil indrettede i laser af grin over naiviteten i Roskildes byråd!

Efter kommunalvalget vil det nye politiske flertal i byrådet alligevel vride og vende budgetforliget og fortolke det på den måde, som passer dem – en eventuel "opposition" kan intet gøre for at forhindre det!

Budgetforliget er reelt resultatet af diverse lokumsaftaler, og som en naturlig følge heraf har papiret, som det er trykt på, en ret egenartet og yderst karakteristisk politisk odeur!