FORSKRUET!
I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis er ugens kommentar en opfordring fra direktør i Madkulturen Judith Kyst, der ekstatisk skriver:
”Kast jer selv og jeres børn ud i det danske madkammer (spisekammer) ... spis bænkebidersovs”
– Hvad er der nu galt med regnormemos?
UTROVÆRDIG!
Jubeludtalelser i Roskilde Dagblad fra kulturformand Lena H. Jensen om Lejre:
”Her er kongehallerne udgravet ...”
– Der intet historisk eller arkæologisk bevis er for, at de udgravede haller har noget som helst med konger at gøre, hvorfor det er ren Alice i Eventyrland eller rettere Lena i Disneyland Lejre!
LOGISK FORKLARING
Roskilde er udpeget til Danmarks bedste handelsby, og om årsagen udtaler formanden for handlen Torben Stevold til Roskilde Dagblad:
”Vi er de første i Danmark med grøn julebelysning”
– Jamen selvfølgelig da!
MARIONETTEATER?
I forbindelse med at Roskilde er værtsby for Danmark Indsamlingen, er Festivalen selvfølgelig også med. Roskilde Dagblad skriver således:
”Festivalen har også snore ud til flere musiknavne”
– Altså ligesom til flere lokalpolitikere?
RADIKALT PIP
I forbindelse med de nu afsluttede budgetforhandlinger udtalte radikale Ingelise Hansen ifølge Roskilde Dagblad om resultatet:
”Et budget uden fugle på taget”
– Og det kan jo tage pippet fra enhver!
NAIVITET UNDER LAVMÅLET
I forbindelse med at Roskildes tekniske afdeling nu får hele fire timer til at klare snerydningen, udtaler Torben Jørgensen (S) til Roskilde Dagblad:
”... vi er blevet lovet af forvaltningen, at langt de fleste gange kan opgaven klares indenfor de oprindelige tre timer”
– Socialkammerat Torben Jørgensen tror formodentlig også på Julemanden, Tandfeen, og at Jorden er flad?