ENDEN PÅ KOMEDIEN
Regeringen lover en kickstart, men onde tunger i oppositionen påstår, at det ikke fungerer!
– Det passer så afgjort ikke. De ledige får et spark til start som sociale tabere, når dagpengeperioden udløber!
SNOLDET!
Ifølge Roskilde Dagblad døbte fedevare- undskyld fødevareminister Mette Gjerskov Vikingeskibsmuseets sidste nye kopiskib i kildevand!
– Mon ikke vikingerne ville have fundet mjød mere passende?
FULDSTÆNDIG KORREKT!
Roskilde Dagblad bringer uvist af hvilken grund omtale af den herostratisk berømte og absolut forhenværende bankdirektør Niels Valentin Hansen fra den afdøde Roskilde Bank. Det sker i anledning af, at gøjseren fylder 70 år og har meget passende overskriften:
”En personlig skuffelse”
– Det tør da vist svagt antydes! Det var så absolut en personlig skuffelse for de mange roskildensere, der blev lokket til at købe fallitaktier for penge, som de fik tilbudt som banklån – det var en livsvarig katastrofe!
PROFESSIONELT PLAT!
Ifølge Roskilde Dagblad benytter visse organisationer professionelle til hvervning af nye medlemmer. Det sker med diverse krumspring på torve og gader i Roskilde og i den forbindelse udtaler en af de professionelle hververe:
”Vi accepterer et nej”
– Hvad ^#!§?`X &”= % * `` havde idioten ellers forestillet sig?
EN SUTTEKLUD
Ifølge Roskilde Dagblad bliver en lokal kunstner betalt af kommunen for at udsmykke plejecenteret Trekroner med kunst, der primært forestiller livet i storbyen!
– Efter at lokalpolitikerne har fjernet plejehjemsbrugere fra bybilledet ved at placere plejecenteret på en mark flere kilometer fra bymidten, så får beboerne lidt pseudo-byliv på væggene som trøst! Måske et portræt af borgmester Joy Mogensen samtidig kan gøre fyldest som middel mod hjemve?
ET TÅGEHORN
I Roskilde Dagblad er formanden for Roskilde Handel Torben Stevold vild i varmen over Roskildes placering som landets bedste handelsby og udtaler:
”... trafikken til attraktive bycentre vil blive stadigt mere intensiv i takt med, at bymidten kender deres besøgstid...”
– Tja, foreløbig ser majoriteten af butikker i bymidten ingen grund til at holde åbent alle søndage i måneden, der er simpelt hen ikke kunder nok!
ÅNDERNES HUS?
Overskrift i Socialkammeratlig Tidende:
”Et hus, der ånder”
– Mon det også stønner, sukker og snorker?