Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 29. november 2012

Torben Jørgensen svinger kasketterne!

I et læserbrev bragt i Roskilde Dagblad med overskriften ”Vedkend jeres sociale ansvar” slår socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen, formand for LO Roskilde, til lyd for, at Roskilde byråd ikke afskediger fastansatte for at skabe akutjobs!

Udmeldingen er selvmodsigende, fordi formand Jørgensen fra LO er identisk med byrådsmedlem Jørgensen, hvorfor Jørgensen altså beder sig selv vise socialt ansvar!
Imidlertid vil byrådsmedlem Jørgensen naturligvis følge den socialkammeratlige parole og stemme for reduktioner i personale, hvilket LO Jørgensen så efterfølgende finder forkasteligt!

Hvis læserne er forvirrede, så tag det roligt, Torben ”To i en” Jørgensen har fuld kontrol over situationen – kasketterne er der nemlig penge i! Nøjagtigt som når Jørgensen på KARA repræsenterer både arbejdsgiver og arbejdstager i samme sag! – det er også lønsomt!

Jørgensen er uddannet tømrer. Hvordan hans faglige færdigheder er, skal være usagt – Blog og Brok har ikke ekspertise til at bedømme det! Til gengæld er det uomtvisteligt, at Torben ”To i en” Jørgensen er en typisk eksponent for socialkammeratlig lokalpolitik!

Specialet er evnen til at lyve ældre, syge og handicappede lige op i deres åbne ansigter – som for eksempel ved slagtningen af servicebusserne! Her ”glemte” Jørgensen at vise socialt ansvar – det var dog ikke noget problem, han gik bare hjem og tog en anden kasket på!

At gøjseren ikke selv kan se, at hans nærmest ikke eksisterende troværdighed ville forbedres, hvis han droppede et af de lukrative jobs, der både etisk og moralsk er i modstrid med hinanden. Det sker bare ikke - det handler nemlig kun om kasketter, der giver klejner i kagekassen!

Med hensyn til en lokal fagforenings oprør mod Jørgensens dobbeltroller, blev det forventede resultat, som dengang bonden klippede sin gris: ”En helvedes masse skrigeri og ikke ret meget uld”!