Det er meget svært at finde på nye gaveideer i forbindelse med Julen, specielt til personer, som man har overbegavet tidligere!
I sit læserbrev i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis er det på trods heraf alligevel lykkes for Allan Ohms at begave den siddende lokalpolitiske magtelite med flere svulstigheder, end det tidligere har været tilfældet – lidt forandring ville da ellers fryde!
I læserbrevet udgyder Ohms sine salvelsesfulde betragtninger over forstanderinden for Kulturudvalget, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen og opfordrer hende til at fortsætte i aktiv politik. Det sker med skamros for erfaring, menneskelighed, standhaftighed og overblik!
Blog og Brok vil tillade sig at fremføre følgende for en ikke-fortsættelse, nemlig egoistiske forestillinger om egen vigtighed og genialitet, total mangel på medmenneskelig forståelse, dumagtig stædighed og uforskammet adfærd overfor anderledes tænkende!
Når Ohms pludselig besynger forstanderindens ”yndigheder” så højt, samtidig med debatten om trafikforholdene på Sct. Jørgensbjerg, hvor Ohms bebor Smedegade 3 - kunne det danne grobund for en selvfølgelig ganske uantagelig formodning – nemlig at Birgit Pedersen rent politisk havde en finger med i trafikspillet om Sct. Jørgensbjerg?
Samtidig bringes der traditionen tro også en hilsen til borgmester Joy Mogensen og som en nyhed til partikammesjuk Lars Lindskov (K)! Så mangler der bare en hilsen til søens folk!
Nu udmelder Ohms, at han er konservativ - hvilket alle for længst havde gættet, hvis det altså ikke var fordi, at han er leveringsdygtig i næsegrus beundring for en hvilken som helst politisk magtelite i Roskilde byråd!
I den retning har Ohms altid mindet om Admiralen i HMS Pinafore: ”Politisk set var jeg liberal, socialistisk- højresindet- radikal”. Nu er det altså slut – forhåbentlig da?
I anledning af, at der er tale om støttekorsettet – undskyld støttepartiet SF, bringer socialkammeraternes sprællemand lokalredaktør Torben Kristensen, modsat sædvane i læserbreve, fotografier af såvel den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen, som af publicityglade Ohms.
For at undgå identitetsforviklinger, forestiller fotografiet til venstre formodentlig sidstnævnte!