Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 1. december 2012

Randbemærkninger nr. 79

LINDSKOVS SELVERKENDELSE
I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis citeres Lars Lindskov (K) for følgende udtalelse i Roskilde byråd:
”... fornuftig mellemvej mellem tyndskid og hård mave”

Tja, ganske som formodet er der mere latrin end latin i den Lindskovske forestillingsverden!

PÅREGNELIG?
I Roskilde Dagblad optræder Bent ”Vendekåbe” Jørgensen fra det lokale Venstre som helsides reklamefigur for avisen og udtaler:
”Jeg læser Dagbladet, fordi jeg hver dag vil være opdateret på lokale nyheder”

– Og hvornår vender hans opfattelse sig så igen?

CIRKUSKUNSTER I BYRÅDET
I Roskilde Dagblad udtaler Lars Lindskov (K) omkring Venstres attituder i forbindelse med Akutpakken:
”De har drejet rundt som en snurretop og ikke kunnet finde deres egne ben”

– Måske stopper karrusellen, når de konservative holder op med at slå kolbøtter?

ÅH, DE GODE GAMLE DAGE
Socialkammeratlig Tidende meddeler, at finder man Julen for jævn, kan man tilføje højtiden lidt gammeldags ”herresædecharme” på Svenstrup Gods!

– Tja, der vil givet også være gode muligheder for at se herremanden demonstrere træhesten – her er en ridetur ganske gratis!

FUP OG FIDUSER?
Roskilde Dagblad oplyser, at parkeringshuse fortsat indgår i Roskilde Kommunes strategi, blandt andet et parkeringshus på Sortebrødre Plads med 525 pladser!

– Tja, ifølge socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen bruger mange tusinde flere borgere nu hans mirakelbusser dagligt – hvilket angiveligt skulle betyde tilsvarende færre parkerede biler i byen. Så enten kan Jørgensen ikke tælle, eller også skal kommunen have nye ”strategier” – vælg selv!

PØLSE FOR OG PØLSE BAG
Roskilde Dagblad oplyser, at rejsegildet på KARA foregik i omvendt rækkefølge. Først kom pølserne på bordet og siden talte bygherren repræsenteret ved den lokale LO formand socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen!

Tja, menuen var godt valgt til den efterfølgende pølsesnak!

EKKOET AF ROSKILDE FESTIVALEN?
Socialkammeratlig Tidende oplyser, at Danmarks Indsamlingen i Roskilde Domkirke er arrangeret af Roskilde Festivalens ledelse. I den anledning meddeler talskvinde Bilde, at arrangementet vil give genlyd i Danmark!

– Honoraret til festivalledelsen vil ganske givet også kunne give genlyd!