Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 2. december 2012

Skt. Jørgensbjerg mobiliserer

Sct. Jørgensbjergs trafikale særstilling har med rette vakt undren, og sagen er nu endt i en læserbrevsudveksling af bredsider. Skt. Jørgensbjerg har mobiliseret sit landeværn og med vekslende held forsøger det nu at nedkæmpe modstanderne med diverse mere eller mindre diffuse påstande – kort sagt, det er svært at vinde et slag, når krudtet er vådt!

Undertegnede, der i snart 17 år har boet ganske tæt på den gamle del af Skt. Jørgensbjerg, spadserer tre til fire gange ugentligt gennem området på forskellige tider af dagen.
Indtil nu er det ikke lykkedes at spotte en eneste 20 tons lastvogn med eller uden anhænger, der brager ned ad Smedegade eller se biler med 60 kilometer i timen køre slalomræs op ad Brøndgade mellem chikanerne – og det er da egentlig ganske så forbløffende.
For efter de påstande, som beboerne fører i marken for den trafikale særstilling, så finder det åbenbart sted hver eneste dag!

Landsværnets sidste nye attack ses som læserbrev i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis. Dette anført af fru Vinther og hr. Mejding, der efter selv at have nedgjort modstanderne, proklamerer, at de ikke ønsker mudderkastning anvendt som kampmiddel! Hvorfor det kan konstateres, at fru Vinther og hr. Mejdings overligger for mudderkastning ligger meget lavt!

Landeværnet synes ikke at kunne føre noget holdbart forsvar i marken for særstillingen – argumenter med risikoen for børnene og husenes revner gælder også mange andre steder i byen – men her er der ingen trafikal særstilling, dette trods tungere og tiere trafik, og hvorfor så mon det?

Spøgsmålet er, om der handler om allierede, eller det handler om månens faser - det overlades til læserne selv at gætte!