Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 3. december 2012

Randbemærkninger nr. 80

SÅ TIL SØS
Af Roskilde Dagblads referat fra byrådsmødet om akutpakken fremgår det, at konservative Lars Lindskov, den lokalpolitiske dr. Jekyll og mr. Hyde, aldrig har været i militæret!

– Tja, det har de fleste for længst gættet, langt mere oplagt var derimod Fyr- og Vagervæsenet, som tågehorn på Halskov Rev fyrskib.

ER DU VIRKELIG SF’ER - METTE TRUESEN?
Formanden for Roskilde Kommunes Skole- og Ungdomsudvalg madam Truesen oplyser i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis om den nye skolemodel:
”Vi har lavet en model, der ikke skelner til hvilket specielle behov, der er på skolerne”

– Jamen, det er da også så dejlig nemt og totalt talentløst!

OBS! SIDSTE NYT!
Efterfølgende har madam Truesen åbenbart fået klø af baglandet og prøver derfor i endnu et indlæg at redde, hvad reddes kan – konen havde helt glemt, at der er kommunalvalg om mindre end et år!

NAIVT - JOY MOGENSEN
I forbindelse med ”grundstensnedlæggelsen” til det nye byggemarked Bauhaus udtaler Roskildes borgmester Joy Mogensen glædestrålende i Roskilde Dagblad:
”Det er ikke hver dag, der dumper 100 arbejdspladser ned i kommunen"

– Tja, det er åbenbart ikke faldet konen ind, at pladserne kan blive besat med personer fra de omkringliggende kommuner også – der er altså ikke tale om 100 nye arbejdspladser udelukkende til Roskilde – en tåbelig udmelding!

SANDHED MED MODIFIKATION
Roskilde Dagblad bringer på debatsiden et citat af Joachim Nielsen, filminstruktør:
”Men ser man på det konkrete politiske arbejde, hun (Helle Thorning-Schmidt) udfører, må man konstatere, at hun gør det bedre og ikke mindst mere kompromissøgende end sine to forgængere”

– En dyd af en nødvendighed, det er nemlig Margrethe Vestager, der som regeringens grå eminence, udstikker rammerne! De to tidligere statsministre var ikke belemret med sligt!

SEXAVISEN
Overskrift på netavisen til Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis:
”Energisk rejsning”

– Tja, først en trafikal baghyler og nu energisk rejsning – mon journalisten er seksuelt underernæret eller bare almindelig sjofel?

MED FORBEHOLD
I Socialkammeratlig Tidende skriver lokalredaktør Torben Kristensen i sin klummert:
”Kommunen får også en vigtig del af indtægterne ved handelslivets omsætning og derfor spreder en positiv tendens sig videre til både kulturlivet og den sociale indsats i byen”

– Det er fuldstændigt korrekt at nævne ”kulturlivet” først, det får nemlig broderparten, og resterne tilgår så det sociale område! Byrådets magtelite er som bekendt hyperkulturelle og tilsvarende asociale!

FALLITERKLÆRINGEN
Overskrift i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis:
”Lindor allersidst på S-listen”

– Tja, manden beløj med fuldt overlæg vælgerne blandt meget andet om Rådhustilbygningens pris og ”fordelene” ved at sælge kommunens el-forsyning – så hans socialkammeratlige kvalifikationer fejler intet – og alligevel sætter partikammesjukkerne ham sidst på listen, det er da også uretfærdigt!