Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 24. december 2012

Byrøddernes julegaver til plejehjemsbeboerne

I anledning af forvekslingen af ovennævnte julegaver, bad Blog og Brok i går læserne om hjælp til at løse problemet, hvilket næppe har voldt større vanskeligheder. Alligevel bringes som lovet her de rigtige besvarelser.

Joy Mogensen, Socialkammeraterne:
Hold kæft bolsjer – således at ældre, syge og handicappede ikke kan klage over de talrige rigide og sjofle nedskæringer!

Bent ”Vendekåbe” Jørgensen, Venstre:
Forvandlingskugler med en ny holdning – undskyld farve til hver dag i ugen!

Lars Lindskov, Konservative:
Lyserøde marcipangrise, således at man ikke glemmer at stemme på ham personligt!

Jan Bjergskov Larsen, SF:
Lakrids narresutter efter dekret fra Joy Mogensen - de matcher nemlig socialkammeraternes gave!

Jonas Paludan, Enhedslisten:
Russisk salat som en forsmag på, hvad der sker, når ”revolutionen” kommer!

Ingerlise Hansen, Radikale:
Gulerodskage, for det skal være sundt, Øko- og EU-korrekt. Social velfærd er derimod uinteressant!

Merete Dea Larsen, Dansk Folkeparti:
Rødgrød med fløde - ingen figner eller dadler her!

Som tidligere nævnt udløser rigtige besvarelser ingen præmier – kun mulighed for godt grin eller det modsatte.

For god ordens skyld skal Blog og Brok i anledning af den tilstundende højtid udtrykkelig gøre opmærksom på, at det i ovennævnte tænkte eksempel så vidt vides ikke er Roskilde Festivalen, der har doneret politikernes julegaver!