Det er snart kommunalvalg, og det er også den sidste Jul før valget, derfor havde byrødderne udtænkt en anden form for valgflæsk i år. De skulle være julemænd m/k og give gaver til beboerne på kommunens plejehjem!
Selvfølgelig var det slet ikke byrøddernes egen ide, men en spindoktor til en halv million skattekroner havde fortalt dem, at noget sådant udsendte de rigtige signaler.
Som sagt så gjort, en repræsentant for hvert af byrådets politiske partier fremtrinede ”gavebelæssede” på det nærmeste plejehjem, hvor de på et til lejligheden og efter egen beordring opstillet minimalistisk bord (ellers syner små gaver ikke noget) afleverede deres bidrag til julehyggen på plejehjemmet!
Som bekendt har byrødderne utallige gange beskåret bemandingen på plejehjemmene, og derfor kunne personalet umuligt også nå at markere, hvem der havde medbragt de forskellige gaver! Det var jo ikke så godt, for efter besøget vidste plejehjemmets beboere nu slet ikke, hvem de skulle stemme på!
Imidlertid har Blog og Brok som bekendt ganske megen fornøjelse af diverse lokalpolitikere, hvorfor læserne venligst bedes hjælpe til med at knytte den rigtige gave til den rette politiker.
Gavegiverne var:
Joy Mogensen fra socialkammeraterne.
Bent ”Vendekåbe ” Jørgensen fra Venstre.
Lars Lindskov fra det konservative minoritetsparti.
Jan Bjergskov Larsen fra Socialistisk Folkeparti – der ikke er det!
Jonas Paludan fra Enhedslisten – der venter på revolutionen.
Ingerlise Hansen fra de Radikale, måske eller måske ikke?
Merete Dea Larsen fra Dansk Folkeparti.
Julegaverne var:
En pose lakrids narresutter
En skål rødgrød med fløde
En pose forvandlingskugler
En pakke lyserøde marcipangrise
En pose hold-kæft bolsjer
En skål russisk salat
En økologisk gulerodskage
Den rigtige løsning belønnes dog ikke med gavekort, middage med politikere eller andre trøstepræmier. Til gengæld er Blog og Brok som bekendt upolitisk, ikke reklamefinansieret og derfor totalt ubestikkelig!
De rigtige svar bringes i næste udgave af Blog og Brok, der samtidig ønsker læserne:
EN RIGTIG GOD, GLÆDELIG OG GAMMELDAWS JUL!