Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 22. december 2012

Manipulation er mange ting – Torben Jørgensen!

I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis har formand for Teknik og Miljø, Torben ”To i en” Jørgensen et forsvar for sine ”superbusser” på baggrund af de talrige klager!
Busselskabets sidste nye ”tilfredshedsundersøgelse” bruges som argument for busserne popularitet, og Jørgensen garanterer, at der ikke er manipuleret med tallene!
Alle ved imidlertid, hvad det betyder, når en politiker ”garanterer” og specielt når politikeren er Torben ”To i en” Jørgensen!

Til gengæld mangler ”forsvaret” beviser på, at undersøgelsen ikke er manipuleret på anden vis - hvorfor Blog og Brok vil demonstrere, hvordan man også uden manipulation af tallene opnår det ønskede resultat.

Når det er kendt, at de fleste klager kommer fra ældre, syge og handicappede, undgår man bevidst at spørge denne persongruppe efter følgende metode:

For det første foretages undersøgelsen tidligt om morgenen. Her er der ikke mange fra den kritiske gruppe med, og sker det senere på dagen, så undgås det at spørge gangbesværede og ældre personer, hvilket er ganske nemt. Busserne er nemlig så ældre- og handicapfjendske, at kun et fåtal af denne gruppe borgere overhovedet er i stand til at benytte dem!

Derudover fås flere positive svar ved kun at spørge i A-busserne, der kører fire gange i timen. Endvidere spørges kun i busser, der kører rettidigt, og som ikke er overfyldte!

Det er blot de mest basale tricks til manipulation, og når resten ikke nævnes, er det for at undgå, at Jørgensen og kompagni får flere ideer!

Derudover mangler oplysningerne om, hvordan undersøgelsen er foregået - er det over en enkelte dag, er det kun i sommers sol, er det på regnvejrsdage eller er det også i vinterens sne? Er det kun på hverdag eller i ferieperioder osv.?

Oplysningerne ville give et langt mere nuanceret overblik, specielt når busselskabet og kommunen i skøn samdrægtighed hver gang når frem til, at alt bliver mere og mere vidunderligt!
Så offentliggør hele undersøgelsen, for selvom angiveligt 33 % af udvalgte passagerer er meget tilfredse, hvad er de resterende 67 % så?

Husk der er løgn, forbandet løgn – og så er der statistik!