Forstanderinden for Roskilde Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen er efterhånden herostratisk berømt for sin nedladende holdning, væremåde og ageren over for anderledes tænkende personer.
Dette specielt overfor personer eller foreninger, der ikke har udvist en efter madam Pedersens opfattelse tilstrækkelig næsegrus beundring for madammens (selv)opkastede genialitet!
Nu er fordelen ved selv(opkastede) genier selvfølgelig, at omverdenen kan nøjes med kvalmen – resten har genierne selv sørget for.
Efter at madam Pedersen i sin vanlige magtbrynde har udtalt, at Roskilde Idræts Union ikke vil blive taget med på råd eller endsige blive hørt i forbindelse med planlægning af den nye svømmehal, hvilket ganske forståeligt udløste en reaktion fra RUI – så har madammen nu i et læserbrev bragt i Roskilde Dagblad den frækhed at påstå, at det er RIU-formanden, der er for nedladende!?
Den aktuelle sag, atter forårsaget af madam Pedersens tendenser til enevældens ”vi alene vide", passer som hånd i handske med Blog og Broks tidligere refleksioner over, hvordan Birgit Pedersen kan repræsentere SF – konens menneskesyn ligger et godt stykke til højre for Djengis Kahn – tænkt blot på historien med Dampradioen!
Hvis SF fortsat vil påstå, at partiet både er socialt og folkeligt, kombineret med en meget bred medmenneskelig forståelse – så passer Birgit Pedersen ind i konceptet, som en uvan tyr i en porcelænsforretning!
Madam Pedersens ageren i den konkrete sag, mindre end 10 måneder før kommunalvalget, viser klart, at hun ikke skænker SF’s muligheder for at opnå et bare rimeligt valg nogen som helst tanker – det handler kun om madam Pedersen selv!
Valget bliver et problem for SF, dels er Madam Pedersens ageren ikke god reklame for partiet og dels har partiets betingelsesløse støtte til de lokale socialkammeraters abnorme nedskæringer på såvel den basale som sociale velfærd ikke gjort sagen bedre!
Endelig har madam Pedersen dekreteret, at hun alligevel genopstiller trods tidligere oplysninger om det modsatte. Dette angiveligt fordi så ”mange” har opfordret hende til at fortsætte sin politiske ”karriere” – stakkels, stakkels SF!