Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 26. januar 2013

Randbemærkninger nr. 119

LINDOR NIELSENS EFTERLADENSKABER
Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis bringer et læserbrev fra forhenværende borgmester i Roskilde Poul Lindor Nielsen til forsvar for socialkammeraternes politik:
”Borgmester Joy Mogensen ser fremad, du (Bent Jørgensen) ser bagud, og det skal man være varsom med, når man er historieløs”

– Tja, Lindor Nielsen har godt nok en historie. Hans politiske efterladenskaber er af den art, som en ansvarlig hundeejer samler op i en pose og deponerer i skraldespanden. Nielsen er så afgjort en mand med en politisk fortid - man må kun håbe, at det forbliver sådan!

BIRGIT PEDERSEN - EN MAGTHAVER!
I forbindelse med forstanderinden for Kultur- og Idrætsudvalget, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersens udmelding om, at der næppe bliver råd til et 50 meter bassin i den nye svømmehal, har socialkammerat Claus Larsen følgende kommentar i Roskilde Dagblad:
”Vi er lidt overraskede over Birgit Pedersens udmelding om at udelukke at tale med Roskilde Idræts Union. Det har vi ikke på nogen måde besluttet i udvalget”

– Tja, når nu Larsen sidder i Idrætsudvalget under madam Pedersen, så burde han vide, at udvalgets medlemmer kun er der for et syns skyld. Det er og har altid været forstanderindens befalinger, der blev ført ud i livet!
Når RUI ikke tages med på råd, er det givet, fordi man her ikke har udvist tilstrækkelig næsegrus beundring for forstanderindens selvopkastede genialitet!

DET ER GANSKE VIST
I forbindelse med Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis’ omtale af chefrokaden i Roskilde Kommune, bringes et fotografi af socialdirektør ”Vi lærer af vores fejl” Yvonne Barnholt, dette med teksten:
”Yvonne Barnholt bliver chef for alle kommunens institutioner – lige fra vugge til grav”

– Jamen så er der uanede muligheder for endnu flere fejl, som fruen kan ”lære” af!

NEOKONSERVATISME?
På debatsiden i Roskilde Dagblad har Keld Holm, formand for det lokale konservative minoritetsparti, kastet sig over Anette Vilhelmsen (SF) begrundet i fruens udtalelser om det danske erhvervsliv:
”Udtalelsen er gennemsyret af god gammeldags vanesocialisme, hvor de, der sætter ting i gang, tjener penge og skaber arbejdspladser er nogle fæle kapitalister”

– Holm er åbenbart faldet af på den. Tiderne har ændret sig, verden er blevet mere politisk korrekt, hvorfor ordet ”fæle” for længst er fjernet – men det må da være den konservative Keld Holm en stor trøst, at kapitalismen fortsat eksisterer?

BLASFEMI?
Forsiden af Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis bringer et fotografi af sognepræst ved Roskilde Domkirke Paul Kofod Christiansen med følgende billedtekst:
”Den hellige Paul af Assisi”

– Hvorfor har bemeldte ”sensationsorgan” dog glemt at oplyse, at den protestantiske sognepræst åbenbart er konverteret til katolicismen og siden blev helgenkåret af Paven? Godt nok har sognepræsten udført et mirakel ved at tilbagekalde et brev, som han ikke havde skrevet – men altså alligevel!

VOR HERRE BEVARES!
Debatsiden i Roskilde Dagblad bringer følgende ”guldkorn” fra den herostratisk berømte venstrekvinde Birthe Rønn Hornbech:
”Lighedsfilosofien er ikke blot gammeldag, men kontraproduktiv”

– Mener fruen mon med hensyn til de statsløse børns danske statsborgerskab eller bare sådan i bred almindelighed?