Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 27. februar 2013

Randbemærkninger nr. 145

OMREGNINGSFAKTOR
Roskilde Dagblad bringer følgende overskrift:
”Plads til 100 ulve i Danmark”

– Hvor mange professionelle levebrødspolitikere går det på én ulv?

BIRKEBÆKS BANDBULLE
I Roskilde Dagblad har museumsdirektør, præsident, bestyrelsesformand – resten af titlerne er af pladshensyn udeladt, og der henvises derfor til hjemmesiden – den ultimativt fortagsomme Frank Birkebæk et veritabelt korstog mod ordet Udkantsdanmark:
”Det marginaliserer og stigmatiserer ...”

– Birkebæk har helt åbenbart fået afmagnetiseret rural romantisering?

AF FULDE FOLK OG BØRN...
Roskilde Dagblad bringer følgende overskrift på lokalsiden:
”Elever siger nej til alkoholfrie studieture”

– De kjære børn ønsker åbenbart at kunne se dobbelt – dobbelt så meget på turen!

ALKOHOLDET
Overskrift i avisen 24timer:
”Det er ikke kun i Prag, der bliver drukket igennem”

– Nej da, det hedder vel heller ikke Snapstinget for ingenting?

(BE)TRYKKENDE
Roskilde Dagblad bringer vanen tro den daglige dosis tomgangssnak af levebrødspolitikeren fra Venstre Fl. Damgaard Larsen:
”... Jeg kan berolige med, at jeg aldrig render fra en ubetalt regning”

– Et særdeles vægtigt argument med fotodokumentation!

BIDENDE
Overskrift i avisen MetroXpress:
”Ulven er ikke farlig”

– Er der nogen, som har fortalt ulven det!

LATRINÆRT
Roskilde Dagblad bringer et citat af en teaterchef ved navn Jan Stephensen:
”Ingen skriver på facebook, at de er skide kede af det ...”

– Behøver beklagelsen partout at finde sted under et toiletbesøg?