Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 28. februar 2013

Øretævernes holdeplads?

Traditionen tro indtager det lokale Venstre nu pludseligt et særstandpunkt i forbindelse med Roskilde Byråds behandling af betalingsparkering. Venstre vil vist nok alligevel ikke være med – det er nemlig snart kommunalvalg, og i forvejen vejrer Venstre morgenluft, primært på grund af socialkammeraterne og støttepartiet SF’s fatale antisociale bommerter.

Samtidig forventer vælgerne, at der op til kommunalvalget lefles for dem, hvorfor forventningen går på, at der fortsat vil være gratis parkering. En situation, som Venstre ønsker at udnytte!
Den omstændighed, at socialkammeraterne kan gennemtrumfe betalingsparkeringen med deres flertal, vil næppe gøre partiets image bedre – tværtimod kan betalingsparkeringen ende med at blive øretævernes holdeplads!
Formodentlig vil borgmester Joy Mogensens spindoktor derfor hviske hende i øret, at problemet bør udsættes til efter kommunalvalget!

Når forretningerne selv kun foreslog én times gratis parkering – skal forslaget tages med et vist forbehold! For hvilket alternativ gav kommunen egentlig forretningerne?

Helt sikkert er det, at havde kommunen lovet etablering af flere gratis parkeringspladser, så ville forretningerne selvfølgelig ikke være fremkommet med forslag om kun én times gratis parkering!
Omvendt når kommunen meddelte, at man var sindet at indføre betalingsparkering overalt i byen, så var forretningerne glade for bare én times gratis parkering!

I virkeligheden er der parkeringspladser nok, ikke mindst sammenholdt med, at der rent faktisk ikke er kommet nævneværdigt flere biler i Roskilde. Tilmed er lukkeloven nu ændret, hvorefter det er muligt for alle at holde åbent på søndage - hvilket naturligvis på sigt vil give en mindre akut belastning af parkeringspladserne!

Endelig skal der i parkeringsproblematikken inddrages den parkeringskælder, som den lokale byggematador med lokalpolitikernes logrende velsignelse har fået tilladelse til at opføre/nedgrave i forbindelse med hotel Babelstårn med tilhørende bymur – byggeriet ingen politiker tør tale om før efter valget!

I virkeligheden er der gratis parkeringspladser nok for alle, der ønsker at se dem! For personager, som af klamme politiske årsager ikke ser realiteterne i øjnene, er der selvfølgelig ingen! Politik gør som bekendt også blind!